Danske ministre tager afstand fra USA's tilbagetog i Syrien: 'Dybt bekymrende'

Donald Trump vil trække alle amerikanske soldater hjem fra Syrien.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mener ikke præsidenten har ret i, at Islamisk Stat er nedkæmpet (ARKIV). (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Både Danmarks udenrigsminister og forsvarsminister er stærkt kritiske over for præsident Donald Trumps udmeldning om, at han har i sinde trække alle amerikanske styrker hjem fra Syrien.

Det vil nemlig skabe stor uro i regionen og give andre aktører frit spil, mener de.

- Jeg er dybt bekymret. Jeg mener, at de historiske erfaringer viser, at man ikke bare er der, til man har opnået det umiddelbare mål, men at man også bliver der for at få konsolideret situationen, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Lige nu har USA omkring 2.000 mand i landet, og de giver en stabilitet, som nu kan forsvinde, mener ministrene.

Helt uenig i Trump-forklaring

Nyheden om Trumps beslutning spredte sig onsdag morgen i amerikanske medier, hvorefter et kryptisk tweet fra præsidenten konstaterede, at Islamisk Stat var nedkæmpet, og at netop truslen fra IS var den eneste grund til, at man havde soldater i Syrien.

Præsidentens talsmand, Sarah Sanders, bekræftede efterfølgende, at flere soldater var på vej hjem, dog uden at bekræfte hvor mange. Det skete ligeledes med begrundelsen, at Islamisk Stat var nedkæmpet.

Men det er forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) helt uenig i.

- Vi har sørget for, at de ikke længere har kontrol over et bestemt territorium. Det er en vigtig sejr.

- Men der er stadig 30.000 Isil-krigere (Islamisk Stat-krigere red.) i Irak og Syrien, herunder 5.000 europæiske fremmedkrigere. Så kampen har bare skiftet karakter, siger han til Ritzau.

Det samme mener Anders Samuelsen. Han ser samtidig USA som "en nøglespiller" i kampen mod Islamisk Stat, og derfor vil han nu forsøge at få kontakt til den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo for at få klarhed over situationen.

For det er afgørende at stå fast over for Islamisk Stat, siger Anders Samuelsen.

- Det, vi har set i Irak og også Syrien, er, at de trækker ud i bjergene og reorganiserer sig. Vi skal ikke ende i en situation, hvor vi vinder, og så går der et år eller halvandet, og så er de klar igen.

- Jeg mener, at vi skal være der konstant i lang tid for at sikre, at de ikke blusser op igen, siger han.

Hvad kommer det her til at betyde for Danmarks engagement i krigen mod Islamisk Stat?

- Jeg mener, at det er i Danmarks helt klare interesse, at der er fuldt fokus på at bekæmpe og holde Islamisk Stat nede. Det er derfor, at vi er til stede i Irak, og det vil vi også blive ved med at være, siger Anders Samuelsen, der fortæller, at Danmark pt. ikke er i stede i Syrien, men at man kan udføre aktioner i landet.

Bred kritik af beslutningen

Efter Donald Trumps beslutning er reaktionerne væltet ind fra både ind- og udland. Flere senatorer fra præsidentens eget parti har været ude med heftig kritik.

Også en lang række eksperter og flere af USA's allierede afviser påstanden om, at Islamisk Stat er nedkæmpet.

Til gengæld får præsidenten opbakning fra Rusland, hvor præsident Vladimir Putin hilser beslutningen velkommen og erklærer sig enig i udsagnet om Islamisk Stat.

Donald Trump har stadig ikke selv været ude og bekræfte beslutningen, men formanden for det amerikanske senats udenrigskomité, senatoren Bob Corker, bekræfter, at alle 2.000 amerikanske soldater hentes hjem.