Danske F-16-fly har igen i den seneste uge deltaget i bombeangreb i forbindelse med offensiven mod Islamisk Stat (IS) i Mosul i Irak. Det oplyser Forsvaret i sin ugentlige opdatering.
Samlet set har de danske fly fløjet 12 missioner i kampen mod Islamisk Stat i både Syrien og Irak den seneste uge. På de 12 missioner er der anvendt 10 præcisionsbomber.
Det er ikke specificeret, hvor mange gange danske fly har været i luften over Mosul.
Det er anden uge i træk, at de danske fly deltager i kampene omkring den ekstremistiske bevægelses højborg Mosul.
Forsvarsminister Peter Christensen (V) har tidligere på ugen oplyst, at de danske F-16-fly i sidste uge smed 15 bomber på syv missioner.
Før offensiven har danske styrker trænet irakiske sikkerhedsstyrker i at finde miner.
Såvel de irakiske styrker som kurdiske peshmergasoldater har fundet talrige miner og skjulte sprængladninger i de landsbyer, de har befriet omkring Mosul.
Mens den amerikanskledede koalition forsøger at bekæmpe IS i storbyen Mosul, er fundamentet for en offensiv mod den syriske IS-højborg Raqqa er ved at blive lagt.
Det oplyste USA's forsvarsminister, Ashton Carter, tirsdag efter et møde i Paris med 12 andre forsvarsministre fra de lande, der deltager i koalitionen mod Islamisk Stat. Her deltog Peter Christensen også.
Ashton Carter pegede på, at målet er at "indkapsle" Islamisk Stat i Raqqa. Derefter skal bevægelsens kontrol i byen nedbrydes.
Det er 11 dage siden, at Iraks militær i samarbejde med kurdiske peshmergastyrker indledte kampen om Mosul.
/ritzau/