Dansk politiks krøllede hjerne: Bertel Haarder slår alle rekorder

Bertel Haarder havde fået nok. Han var blevet vred.

Den daværende integrationsminister hævede først stemmen og skreg så af Dansk Folkepartis Jesper Langballe:

- Man skulle ikke tro, at du var præst!

Derefter greb Bertel Haarder en bunke papirer, hævede dem over hovedet og gjorde antræk til at kyle dem i hovedet på Jesper Langballes fætter, Søren Krarup.

- Han råbte til Jesper: ”Man skulle fandme ikke…” – nej, han sagde ikke fandme – ”… man skulle ikke tro, at du var præst!” Og så greb han en bunke papirer, som han ville smide i hovedet på mig, husker Søren Krarup i dag, 14 år senere.

Tilbage i 2002 sad Søren Krarup og hans nu afdøde fætter, Jesper Langballe, som repræsentanter for Dansk Folkeparti i Integrationsministeriet og forhandlede om strammere regler for at opnå dansk statsborgerskab med Bertel Haarder.

Men Jesper Langballe og Søren Krarup ville ikke gå med til at lempe reglerne for folk med psykiske lidelser, og så fik Bertel Haarder altså nok.

- Vi blev meget gale på hinanden, og det er da al ære værd, at han har så meget temperament og kan blive gal. Men jeg ville ønske, at han havde lidt mere temperament, så han også drog konsekvensen af sin vrede og for eksempel beskyttede landet mod en katastrofal indvandring, siger Søren Krarup.

På torsdag har Bertel Haarder siddet som minister i 7.853 dage – knap 22 år - og dermed får han rekorden som den længst siddende minister siden indførelsen af parlamentarisme i Danmark i 1901.

Søren Krarup kalder trods optrinnet i 2002 Bertel Haarder for ”en flink fyr, som dog er lidt spoleret af sin sødladne grundtvigianisme”. Hvor Søren Krarup selv er mere luthersk og nationalt orienteret, sætter Bertel Haarders grundtvigianisme grænser for, hvor langt man kan gå. Haarder er trods temperamentet simpelthen for rar, mener Søren Krarup.

Netop det iltre temperament og stædigheden er noget, der på flere forskellige måder kendetegner den i dag 72-årige kulturminister Bertel Haarders mange år i dansk politik.

Vanedannende at være minister

Tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) husker også Bertel Haarder for både temperament og stædighed, men ser det i høj grad som et positivt karaktertræk og som en af årsagerne til, at Haarder er blevet i dansk politik så længe.

- Engang imellem har han svært ved at høre efter. Der skal man sige tingene to eller tre gange. Og så pludselig kan man se på øjnene, at han hørte, hvad du sagde. Og så reagerer han på det. Men netop den stædighed er også et ganske godt karaktertræk at have hos en politiker, siger Uffe Ellemann-Jensen.

De to blev begge udpeget som ministre for første gang den 10. september 1982, da statsminister Poul Schlüter (K) dannede sin første af i alt fire regeringer.

Uffe Ellemann-Jensen kalder det ”en fantastisk bedrift”, at Bertel Haarder på torsdag bliver den længst siddende minister siden 1901.

Bertel Haarder er da også stolt over den bemærkelsesværdige rekord.

- I mit liv er det blevet næsten vanedannende at være minister, men jeg er ikke spor flov over det. Dels synes jeg, at jeg er blevet bedre til det, og jeg synes absolut ikke, at jeg er brændt ud. Det tror jeg også, at mine embedsmænd vil bekræfte. De bliver holdt i gang, siger kulturminister Bertel Haarder.

Han er selv helt på det rene med, at han har et iltert temperament - der måske er det, som mange borgere kender ham bedst for.

- Men der er mange, der siger, at det er dejligt med en autentisk person, som man kan kende, siger Bertel Haarder.

Særligt én episode husker de fleste nok: Da Bertel Haarder i et interview med en DR-journalist tændte helt af og blev direkte rasende over interviewets forløb.

For Uffe Ellemann-Jensen beskriver det interview, hvilken person Bertel Haarder også er. På en god måde.

- Den irriterende journalist skal være glad for, at han ikke fik et blåt øje. Det viser, hvordan Bertel har temperament, men han er altså også i stand til at styre det. Det er et vidunderligt klip, det med risengrøden, og hvor var det befriende og dejligt, at han ikke bare fandt sig i den behandling som alt for mange politikere alt for tit finder sig i fra journalisternes side.

DR-interviewet er dog ikke noget, der fylder meget i Bertel Haarders tanker i dag:

- Jeg synes ikke, det var en stor begivenhed, og jeg synes, at jeg havde ret i det, jeg sagde. Men det er en helt anden sag.

Efter knap 22 år som minister har han dog gjort sig nogle positive erfaringer omkring sit temperament og sin stædighed, mener han selv.

- Jeg tror, at jeg både er blevet bedre til at lytte og til at finde ud af, hvordan man gør, hvis man vil igennem med noget. Det er ikke nok at have en god idé og så få den i avisen. Der skal mere til.

- Så skal man også lære, at hvis man vil have et godt samarbejde, så skal de, man samarbejder med, have lige så meget eller mere ære for det, end jeg får. En aftale er kun en god aftale, hvis begge parter synes, at det er en god aftale, siger Haarder.

Boltrede sig mere under Schlüter

Midt i 1980’erne samlede Poul Schlüter af og til sin firkløverregering på det ekstravagante og smukt beliggende Sauntehus Slotshotel i Nordsjælland.

Her deltog Bertel Haarder, som dengang var undervisningsminister, i de lange diskussioner om tidens vigtigste politiske sager - og alt imens forberedte han sig allerede på de mere kulørte indslag ved aftenens middag.

Uffe Ellemann-Jensen husker, hvordan Haarder både kunne deltage aktivt i debatten, samtidig med at han nørklede med en lang sang.

- Og sangen var et referat af diskussionen. Den gik altid på melodien "vi er alle i samme båd", og så kunne vi sidde og synge lidt til kaffen og cognacen, siger Uffe Ellemann-Jensen.

- Jeg husker ham for den vidunderligt krøllede hjerne, han har. Han kan slynge de mest fantastiske digte, rim og sange fra sig, siger han.

Bertel Haarder husker selv de første år som minister som værende markant anderledes end i dag.

- Der var meget mere plads til den enkelte minister. Poul Schlüter blandede sig meget lidt i, hvad de enkelte ministre foretog sig. Det gjorde, at jeg kunne boltre mig på alle mulige måder og kom også til skade nogle gange og foreslog ting, jeg ikke kunne komme igennem med. Men det havde han det fint med, for så kunne alle se, hvad vi ville igennem med, siger Bertel Haarder.

Men regeringskulturen ændrede sig med årene. Først under Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1990’erne og derefter under Anders Fogh Rasmussen (V) i 00’erne.

- I høj grad under Fogh, hvor det hele helst skulle være noget, man havde sagt før valget, som man så gjorde efter valget. Det er der også noget godt ved, og dengang var der stor troværdighed. Men svagheden ved det var selvfølgelig, at ting blev meget styret, og der var mange ting, som kunne være gjort mere fornuftigt, hvis ministrene havde haft større handlefrihed.

I dag er det ifølge Bertel Haarder ikke meget anderledes under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og det er langt fra en positiv ting, mener Haarder.

- Jeg kunne bedre lide at have det råderum, jeg havde i Schlüters tid. Det vil jeg slet ikke lægge skjul på, og det tror jeg, at alle ved. Jeg synes, at man i Finansministeriet selvfølgelig skal blande sig i de økonomiske rammer, men jeg synes somme tider, at man blander sig for meget i, hvordan pengene så skal bruges indenfor de rammer. Det er sagt helt ærligt.

Et andet råderum, som Bertel Haarder trods alt har formået at fastholde gennem de mange år som minister, er pressens direkte adgang til ham.

Hvor alle andre Venstre-ministre har mindst én spindoktor ansat til at håndtere pressehenvendelser, har mange journalister et direkte mobilnummer på Bertel Haarder kodet ind på telefonen. Det er helt bevidst fra Haarders side.

- Der er kommet et filter imellem de politiske chefer (ministre, red.) og så pressen. Det er meget beklageligt, også fordi det udsætter de politiske chefer for en mistanke om, at de går og laver numre og ikke siger sandheden og stiller sig an for at se godt ud i offentligheden, siger Bertel Haarder.

- Folk vil meget hellere have den ægte vare. Så det med at være så velforberedt i forhold til medierne har altså en omkostning. For det virker ikke helt så ægte, siger kulturministeren.

Jeg er ikke brændt ud

Hvad er dit bedste minde i politik, siden du blev minister første gang?

- Nu har jeg lige været i Østtyskland, og det, der skete i 1989 og 1990, er det største af alt. Det fik stor virkning herhjemme også. Murens fald og kommunismens fald.

- Den eufori og begejstring over, at nu havde det liberale demokrati vundet. Så gik vi i gang med at udvide EU, og jeg var europaminister, da vi udvidede EU med 10 lande. Igen en kæmpe optimisme. Jeg glemmer det aldrig.

- Men se så, hvordan Europa ser ud i dag. Man kan sige, at euro-optimisme desværre er afløst af euro-pessimisme. Det vil jeg gøre alt for at ændre. For det er altså ikke fremtiden. Fremtiden er at blive bedre til at samarbejde om det væsentlige. Ikke om alle mulige småting. Vi skal ikke have en social union, men der er virkelig nogle ting, vi skal samarbejde om, siger Bertel Haarder.

Hvad er dit værste minde?

- For mig er det mest ærgerlige, at Storbritannien forlader EU. Jeg har da aldrig hørt magen. Det er fuldstændig utroligt, at det kunne ske. Det er nok det værste.

- For hele mit syn på verden og Europa er det ganske enkelt forfærdeligt. Men det glæder mig, at der kun er uendeligt få danskere, som synes, at vi skal gøre det samme. Vi bliver og kæmper.

Du er 72 år. Hvor længe bliver du ved i dansk politik?

- Jeg er jo på alder med Donald Trump og Hilary Clinton, og jeg har præcis den alder, som Ronald Reagan havde, da han startede. Churchill og Adenauer fortsatte vist, til de var langt op i firserne.

- Så jeg er absolut ikke den eneste, som har et langt politisk liv. Man skal holde op, når man brænder ud. Der skal være en ild, der brænder. Hvis ikke der er det, så skal man holde op. Jeg tror, at mine embedsmænd kan bekræfte, at jeg ikke er brændt ud.

Hvornår stopper du i politik?

- Jeg er genopstillet til næste valg. Det er det jeg kan oplyse.

https://www.facebook.com/DRNyheder/videos/1296249007092287/