Dansk IS-kriger splitter regeringspartier: Khader er ude i ren populisme

Ordførere fra V og K er dybt uenige om, hvad Danmark skal stille op med en dansk statsborger, der har kæmpet for Islamisk Stat og er fængslet i Tyrkiet.

- Som politiker godt lige må slå sit hoved til og ikke kun lytte til sin mavefornemmelse, siger Jan E. Jørgensen. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Der er stor uenighed blandt regeringspartierne Venstre og Konservative i forhold til, hvad man skal stille op med den danske statsborger Ahmed el-Haj, der er sigtet for terror og sidder fængslet I Tyrkiet.

Naser Khader, retsordfører for Konservative, mener, at Danmark skal overhøre hans anmodning om at blive sendt hjem til Danmark til retsforfølgelse.

- Han har vendt ryggen til Danmark, vendt ryggen til de danske frihedsværdier, han har brændt sit danske pas, han har tilsluttet sig kalifatet, han har efter min opfattelse begået landsforræderi, han har begået krigsforbrydelser. Vi har ikke brug for sådan nogle typer i Danmark. Han skal blive i Tyrkiet, siger han.

Fordi Ahmed el-Haj er dansk statsborger, er Danmark forpligtet af de internationale regler til at tage sig af hans sag.

Men det mener Naser Khader, at den her sag må kunne ændre på:

- Vi giver statsborgerskab ved lov, det kan vi også tage fra ham. Han fortjener ikke at være dansk statsborger. Han er i øjeblikket i et muslimsk land. De har givet asyl til over to millioner flygtninge over de senere år, han kan bare søge asyl der og blive der.

V: Ren populisme at frasige sig ansvaret

Ahmed el-Haj har kæmpet for Islamisk Stat i Syrien og ifølge Radio24syv optrådt i en propagandavideo for Islamisk Stat, hvor han blandt andet skyder til måls mod et billede af netop Naser Khader.

Selv om Jan E. Jørgensen, indfødsretsordfører for regeringspartiet Venstre, er enig med Naser Khader i, at Ahmed el-Haj har begået de mest forfærdelige forbrydelser, så kalder han det ”ren populisme” at sige, at vi ikke skal sørge for en retssag i Danmark til den terrorsigtede danske statsborger.

- Min mavefornemmelse siger jo også, at han skal rådne op. Men så er det jo, at man som politiker godt lige må slå sit hoved til og ikke kun lytte til sin mavefornemmelse, siger Jan E. Jørgensen og uddyber:

- Det giver jo ikke nogen mening at tage statsborgerskabet fra en mand, der ikke har et andet statsborgerskab. Vi kan jo ikke udvise ham til Statsløselille, sådan et land findes jo ikke. Vi hænger på ham, hvad enten han har dansk statsborgerskab eller ej, og Tyrkiet har ikke noget med ham at gøre, så det er ren populisme.

Den 26-årige danske statsborger rejste i 2012 til Syrien sammen med tre andre. De tre andre er blevet dræbt i kampene.

De fire IS-krigere havde udgangspunkt i ”Kaldet til Islam”, der var en af de første danske grupperinger, der sendte krigere til Syrien for at stå side om side med Islamisk Stat.

Socialdemokratiet: Vi skal ikke gøre noget ekstraordinært

Tidligere justitsminister og nuværende retsordfører for Socialdemokratiet, Morten Bødskov, mener ikke, at Danmark på nogen måde skal gøre sig ekstra anstrengelser for at hente Ahmed el-Haj til Danmark.

Sådan noget kan tage tid, og han ligger, som han har redt, mener socialdemokraten.

- Han bør kende konsekvensen. Så kan han jo sidde, hvor han eksempelvis sidder (fængslet i Tyrkiet, red.), og der kan han jo sidde igennem længere tid. Så vi synes ikke, at der er nogen grund til at bruge ressourcer på at hive ham hjem.

Han anerkender dog, at den ifølge Radio24Syv hårdt sårede og syge IS-kriger formentlig kommer til Danmark på et tidspunkt.

- Hvis han kommer hjem, er jeg overbevist om, at der ikke går to sekunder, før han sidder i en retssal. Der, tror jeg, at han og andre kan risikere at få en meget hård behandling, og det er kun godt.

Sagen får følelserne i kog

Selvom der er uenighed blandt de tre partier til trods for, at juraen er ganske klar, så er det kun naturligt.

Det mener Venstres Jan E. Jørgensen.

- Det siger jo, at den her sag får følelserne i kog. Men jeg er sikker på, at når man lige får sat sig ned og kigget på, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre, så kan alle godt se, at vi desværre hænger på manden.

- Det er jo en, vi skammer os over at være landsmænd med. Sådan er det. Men der er desværre ikke andet at gøre, end at vi er nødt til at sørge for at få ham hjem, siger Jan E. Jørgensen.

Ifølge politiet har man begæret den danske statsborger udleveret til Danmark.