Dansk IS-kriger er fængslet i Tyrkiet

En af de første danskere, som rejste til Syrien for at kæmpe for IS, er anholdt i Tyrkiet. Det skriver Radio24syv.

Ahmed el-Haj optog i 2014 en video med tre andre, hvor de skød til måls efter billeder af danske politikere.

Ahmed el-Haj er en dansk statsborger, som er sigtet for terror. Nu er han anholdt i Tyrkiet.

Manden har kæmpet for IS, og han var med i en propaganda-video for IS. Det skriver mediet Radio24syv.

Den 26-årig Ahmed el-Haj rejste sammen med tre andre personer til Syrien for at kæmpe for IS. De tre andre personer er døde.

Ahmed el-Haj vil tilbage til Danmark

Ahmed el-Hajs søster, Samah el-Haj, fortæller, at Ahmed el-Haj er såret efter et bombeangreb og sidder i kørestol.

- Han vil gerne hjem, og vi vil gerne have ham hjem, selv om det betyder, at han bliver dømt. Han har ret til at blive retsforfulgt i Danmark ligesom alle andre statsborgere, der begår fejl, siger hun.

- Og han har så alvorligt brug for lægehjælp. Det er ikke menneskeligt at lade ham sidde og rådne op under de forhold, han sidder under nu, siger hun.

Politikere vil ikke have Ahmed el-Haj til Danmark

Politiet bekræfter, at Ahmed el-Haj er anholdt i Tyrkiet, og at dansk politi har bedt om at få Ahmed el-Haj udleveret. Flere politikere siger dog til Radio24syv, at det ikke haster med at få ham til Danmark.

Morten Bødskov er retsordfører og menneskerettighedsordfører for Socialdemokratiet. Han vil ikke gøre noget for at få Ahmed el-Haj til Danmark.

- Ham skylder vi intet. Og derfor synes vi ikke, at vi skal gøre noget aktivt for at få ham og andre som ham hjem. Han har fravalgt de værdier, vi står på i Danmark, siger han til Radio24syv.

/ritzau/