Dansk fregat kan gøre en forskel, vurderer lektor: 'Det er ikke bare et spørgsmål om symbolik'

Danmark vil sende en fregat til Det Røde Hav, hvor flere fragtskibe er blevet angrebet af Houthi-bevægelsen.

Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix (Foto: © Pelle Rink/Ritzau Scanpix)

Den danske fregat, der i starten af det nye år efter regeringens plan sendes til Det Røde Hav, kommer til at have en betydning for operationen i området.

Det mener lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

- Der er faktisk brug for så mange skibe som muligt, fordi det er en ret kompliceret operation, man skal ind i, siger han.

- Det danske skib kommer til at indgå på lige fod med de andre skibe, og det er ikke bare et spørgsmål om symbolik, men man kommer faktisk til at levere et reelt bidrag, siger Peter Viggo Jakobsen.

Det danske skib skal indgå i en amerikansk ledet operation i Det Røde Hav og Adenbugten for at styrke den maritime sikkerhed.

(Foto: © Grafik: Lise Grønvald Nielsen)

Mærsk satte tidligere på måneden al fragt gennem Det Røde Hav på midlertidig pause, efter et missilangreb på et af rederiets skibe, og flere fragtskibe i området er blevet angrebet af Houthi-bevægelsen fra Yemen den seneste tid.

- Det truer søfolks sikkerhed, det truer den maritime sikkerhed, det truer grundlæggende også verdenshandlen, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på et pressemøde efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- 12 procent af den internationale skibstrafik går i princippet op den vej igennem Det Røde Hav og Suez-kanalen, og hvis det lykkes houtierne de facto at blokere det, så kommer der på alle måder med en forfærdelig regning, siger han.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger under pressemødet, at angrebene i Det Røde Hav truer den maritime sikkerhed. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Fregatten kan forsvare sig selv

USA har etableret Operation Prosperity Guardian (OPG), der skal sikre retten til fri sejlads i området, og det er den operation, som Danmark nu vil bidrage mere til.

Regeringen vil fremsætte et beslutningsforslag til Folketinget om fregatten i starten af det nye år med planer om at udsende fregatten i løbet af januar.

Ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil fregatten også være i stand til at kunne forsvare sig selv.

- Det er klart, at hvis man bliver beskudt, må man forsvare sig selv - også i det omfang, at man sejler i internationalt farvand, hvor man også vil have mulighed for at nedskyde enten droner eller missiler, der måtte blive affyret mod fregatten eller den civile skibstrafik i det område, hvor fregatten befinder sig, siger han.

Ifølge Troels Lund Poulsen vil fregatterne være fuldt udrustede til at kunne være i området.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen kalder sitautionen "alvorlig" under pressemødet.

DR kunne i november afdække, at Danmarks nedslidte fartøjer ikke opfylder Natos krav til krigsskibe. Men der er her tale om inspektionsskibe, og ikke fregatterne.

- Fregatterne er certificerede til at deltage i den her type operation, hvor man skal beskytte skibe mod missiler og droneangreb. Det er fregatten også udrustet til, siger Peter Viggo Jakobsen.

Han mener derfor også, at skibet ville kunne være med til at gøre en forskel.

- Vi ville godt kunne lave nærforsvar af handelsskibe, der ligger tæt på os. Det er det, fregatterne er designet og lavet til oprindeligt.

Houthi-bevægelsen er støttet af Iran og har taget ansvaret for angrebene på skibene i Det Røde Hav, som blandt andet sker med droner og missiler.

Houthierne støtter Hamas i kampen mod Israel, og houthierne hævder derfor at ville angribe alle skibe med forbindelse til israelske interesser, skriver Ritzau.