Hvis det står til regeringen, skal borgernes gæld til det offentlige helt ekstraordinært ikke kunne forældes, mens Skat forsøger at finde en erstatning for det kuldsejlede og skandaleramte inddrivelses-system, EFI.
Konkret foreslår skatteminister Karsten Lauritzen (V), at forældelsen af gæld standses i tre år for fordringer, der fra den 19. november 2015 eller senere er under inddrivelse hos Skat.
Det betyder, at forældelsesfristen tidligst regnes fra den 20. november 2018.
Alt andet er "unfair", understreger ministeren i en pressemeddelelse.
- Hvis skyldnere ikke betaler deres gæld, kommer lovlydige borgere i sidste ende til at betale prisen, anfører han.
- Derfor er det eneste rigtige, at vi i en periode standser forældelsen, mens vi retter op på inddrivelsessystemet. Alt andet vil være unfair over for det meget store flertal af danskerne, som betaler deres skat og anden gæld.
Skat stoppede al automatisk inddrivelse af gæld via EFI den 8. september efter, at en række analyser havde peget på alvorlige fejl i systemet.
Og Skat vil i den kommende tid kun i begrænset omfang - og måske endda slet ikke - have et computerbaseret system i baghånden til at hjælpe med gældsinddrivelsen.