Hvis regeringen vil undersøge mulighederne for at køre Radio 24syv videre som eksempelvis dab-kanal, så siger de bare til. Dansk Folkeparti er helt klar, skriver formand Kristian Thulesen Dahl i en kronik i Jyllands-Posten.
- Vi er parate til at forhandle om, at Radio24syv, hvis ejerne og regeringspartierne er interesserede, kan køre videre i nuværende eller ændret form som dab-kanal, siger han til Jyllands-Posten.
Han langer også ud efter regeringspartierne, som han mener har lagt afstand til beslutningen og forsvaret radiokanalen.
- Hvis de har så stort et ønske om, at Radio24syv kan køre videre i en eller anden form, er det her fra os en fremstrakt hånd. Vi er helt parate til at diskutere det, siger han til avisen.
'Vrøvl' at DF har lukket 24syv
Regeringen og Dansk Folkeparti nåede i marts frem til, at mindst 70 procent af redaktionen skal arbejde mindst 110 kilometer fra København, hvis Radio 24syv vil have fornyet deres sendetilladelse, der udløber 31. oktober.
I sidste uge besluttede ejerne af radioen, Berlingske Group og PeopleGroup, at de ikke ville komme med et bud, der kan føre radioen videre på grund af kravet om at flytte så meget af redaktionen til Vestjylland.
På den baggrund er Dansk Folkeparti blevet beskyldt for at have lukket radiokanalen, og det gider partiformanden ikke have siddende på sig.
- Det er naturligvis noget vrøvl, skriver han i kronikken i Jyllands-Posten.
Bock: Hvordan skal det finansieres?
Udbuddet sker som en del af medieforliget, som Dansk Folkeparti selv har været med til at forhandle på plads med regeringen.
Og hvis det har konsekvenser, som Dansk Folkeparti vil undgå, 'står døren åben', siger kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance til Jyllands-Posten.
Men udbuddet af FM4, hvor 24syv sender, kan ikke standses.
- Jeg har ikke modtaget forslag fra DF om at lave en tillægsaftale vedr. Radio24syv, så det kan jeg ikke forholde mig til. Hvad er DF’s forslag konkret, og hvordan skal det finansieres? spørger hun.
Her peger Kristian Thulesen Dahl på, at kanalen kan få 'lidt penge' i bytte for at opretholde visse public service-forpligtelser.
- Det kunne sagtens være med det perspektiv, at kanalen skulle ende med at være selvfinansieret. Måske kunne den eksistere i et par år eller tre – det er jo også til forhandling – i en mellemform, hvor den stadig har nogle public service-forpligtelser, til gengæld for at der også kommer lidt penge, siger Kristian Thulesen Dahl.