Den står i den grad på økonomisk smalkost, når regeringen i morgen præsenterer sit længe ventede udspil til næste års finanslov.
Der er nemlig endnu færre penge til rådighed end hidtil bebudet, og derfor lægger Venstre nu op til yderligere stramninger af det nationale budget på to milliarder kroner.
Det er budskabet fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der i dagens Berlingske løfter en flig af sløret for statens husholdningsbudget i 2016, som allerede er blevet døbt ”Stramme rammer – klare prioriteter”.
- Vi har en meget stram økonomi, og det råderum, den tidligere regering arbejdede efter, er der desværre ikke længere. Derfor må vi prioriterer krone for krone de initiativer, vi vil tage, siger han til DR Nyheder.
- Derudover bliver vi nødt til at få skabt en økonomisk stødpude, hvis vi skulle blive ramt af endnu en krise, siger finansministeren.
Vi må prioritere
Regeringen har derfor valgt at sløjfe den forhenværende SR-regerings løfte om at sætte penge af til flere pædagoger i daginstitutionerne.
Derudover vil der ifølge avisen heller ikke være råd til at fortsætte den afgiftsfritagelse for elbiler, som den røde regering ellers havde lovet.
Til gengæld vil der blive sat flere penge af til sundheds- og ældreområdet, siger ministeren.
- Vi bliver nødt til at prioritere, og det er de områder, vi satser på. Vi har allerede garanteret et løft af sundhedsområdet på 2,4 milliarder kroner, siger Claus Hjort Frederiksen og understreger, at der også skal findes penge til politiet, hvis økonomiske rammeaftale udløber ved årsskiftet.
Pengene skal findes i fællesskab
Pengene skal blandt andet findes ved at skære i ulandsbistanden, så den ryger ned på 0,7 procent af BNI.
Samtidig vil regeringen indføre et såkaldt omprioriteringsbidrag i kommunerne, regionerne og staten.
Finanslovsforhandlingerne går snart i gang, og fra støttepartiet De Konservative har der allerede lydt højlydte protester over de bebudede besparelser på ulandsbistanden.
Claus Hjort Frederiksen, hvor meget er der egentlig at forhandle om?
- I vores forslag er der sikret en økonomisk ramme, så vi kan forhandle med partierne. Derfor håber vi, at alle partier er klar over, at opgaven bliver at finde pengene i fællesskab. Så hvis man vil være med til at gøre noget godt, skal man også være med til at finde pengene, siger finansministeren.