Claus Hjort trækker sig fra efterretningsudvalg

Den tidligere forsvarsminister vil undgå habilitetsproblemer, når skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste skal undersøges.

Claus Hjort Frederiksen (V) har meddelt, at han stopper i efterretningsudvalg. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Claus Hjort Frederiksen (V) trækker sig som formand for Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne.

Det skriver Ekstra Bladet.

Udmeldingen skyldes, at han som tidligere forsvarsminister ikke vil ende med at få habilitetsproblemer, når skandalen i FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, skal undersøges.

De uheldige sager i FE, der kom frem i offentligheden i forgårs, stammer blandt andet fra en periode, hvor Claus Hjort Frederiksen selv var forsvarsminister.

Allerede i juni 2019 blev Hjort angiveligt advaret om, at noget var galt i FE, skriver Ekstra Bladet. På det tidspunkt var han fungerende forsvarsminister.

- Jeg har valgt at trække mig som formand for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. Jeg har været glad for at være formand for udvalget.

- Som tidligere forsvarsminister finder jeg det mest rigtigt, at der ikke kan stilles nogen form for spørgsmål om habilitet i forbindelse med en kommende undersøgelse af FE. Derfor har jeg meddelt, at jeg stopper i udvalget, siger Claus Hjort Frederiksen i en skriftlig kommentar sendt til DR Nyheder og flere andre medier.

Flere kritisable forhold

Forleden offentliggjorde Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), at man har fundet flere kritisable forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Forsvarets Efterretningstjeneste har ifølge Tilsynet med Efterretningstjenesterne både tilbageholdt og givet direkte forkerte oplysninger til tilsynet, der ellers skal kontrollere, at alt foregår, som det skal.

Forsvarets Efterretningstjeneste har også indhentet og viderebragt oplysninger om danske statsborgere, ikke har fulgt op på sager om spionage og generelt forsøgt at skrinlægge de uberettigede aktiviteter, lyder det.

Det er alt sammen sket i løbet af de sidste seks år, hvor Tilsynet med Efterretningstjenesterne har eksisteret.

Omfanget af den mulige skandale kendes endnu ikke, og sagen er kun lige begyndt at rulle.

Den mulige skandale har ført til, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) nu vil indlede en undersøgelse af FE.

Sagen kort

  • Tilsynet med Efterretningstjenesterne udtrykker kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste:

  • FE har tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger.

  • At FE's ledelse har undladt at følge op på eller nærmere undersøge indikationer på spionage inden for Forsvarsministeriets område.

  • At FE har igangsat operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning og blandt andet indhentet og videregivet en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere. Disse aktiviteter skulle være sket før tilsynets oprettelse i 2014.

  • At FE uberettiget har behandlet oplysninger om en ansat i tilsynet.

  • FE-chef Lars Findsen og to ledende medarbejdere er fritaget for tjeneste. Derudover er tidligere FE-chef og departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel også fritaget.

Opdateret 27/8: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at Claus Hjort Frederiksen trækker sig som formand for Kontroludvalget, fordi dette udvalg skal stå for undersøgelsen af FE. Det må dog understreges, at det ikke vides endnu, hvem der skal bag undersøgelsen.