Claus Hjort: Liberal Alliance har opført sig uklogt

Finansministeren vil have det ”rigtig, rigtig godt” med at gå til valg på regeringens 2025-plan.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægger regeringens forslag til finanslov. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Der er ikke megen fornuft i at stille ultimative krav om en sænkelse af topskatten og samtidig true regeringen med at vælte den, hvis kravene ikke opfyldes.

Det mener finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), som dermed langer kraftigt ud efter Liberal Alliance, hvor partileder Anders Samuelsen har gjort det klart, at partiet trækker støtten til Venstre-regeringen, hvis ikke den leverer en sænkelse af topskatten på fem procentpoint.

Det er imidlertid ikke, hvad Venstre-regeringen lægger op til med sin netop fremlagte 2025-plan. Her fremgår det, at regeringen vil sænke topskatten for borgere med årslønninger på op til én million kroner. Tjener man over en million, vil man stadig skulle betale 15 procent i topskat af de penge, der overstiger millionen.

- Det fører altså ingen steder hen at sige, at hvis ikke jeg får alle mine krav opfyldt, så vil jeg ikke deltage i forhandlingerne. Jeg synes, det er uklogt, siger Claus Hjort Frederiksen.

Er det en besked til Liberal Alliance?

- Ja, det er det jo også. For det har været meget ultimativt, hvad Liberal Alliance har lanceret. Min erfaring fra mange år i politik er, at man aldrig får alle sine krav 100 procent gennemført. Man kan kæmpe for dem ved forhandlingsbordet, men til sidst skal der træffes en beslutning, og der må alle bøje sig mod hinanden, siger finansministeren.

Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra Anders Samuelsen til regeringens 2025-plan, men skatteordfører Joachim B. Olsen har over for Jyllands-Posten gjort det klart, at Liberal Alliance står ved sine trusler om at vælte regeringen, hvis den ikke opfylder LA’s krav om at sænke topskatten for alle topskatteydere med fem procentpoint.

Claus Hjort Frederiksen understreger, at han ikke ønsker sig et folketingsvalg nu og her, men siger samtidig, at et valg kan blive nødvendigt.

- Det skal selvfølgelig ikke skjules, at kan vi ikke finde flertal for noget af det her, jamen, så er en af mulighederne jo at tage et folketingsvalg, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Jeg synes, vi står med et fint forslag til helhedsplanen (2025-planen, red.), og jeg ville have det rigtig, rigtig godt med at gå til valg på det her, siger han.