I godt tre måneder har forsvarsminister Carl Holst (V) befundet sig i strid modvind - presset af flere dårlige sager.
Og forsvarsministeren synes på ingen måde at være kommet fri af sagerne. Senest retter soldaterforeningerne i dag kritik mod ham - de mener, at Holsts mange sager skygger for udfordringerne i både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet.
Efter dagens møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor det blev besluttet at erstatte F16-flyene med en radarstation, haglede spørgsmålene da også ned over Carl Holst. De handlede bare ikke om det danske bidrag i kampen mod Islamisk Stat, men derimod om Holst selv.
Soldaterorganisationerne siger, dine sager skygger for dit arbejde. Hvad siger du til den kritik?
- Det skygger ikke for mit arbejde i dagligdagen. Mit fokus er på Forsvaret, og jeg kæmper for mange forskellige ting, blandt andet at Danmark fortsætter kampen mod terrororganisationen ISIL (Islamisk Stat, red.). Og jeg vil fortsat have fokus på de udfordringer, forsvarsforliget har i forhold til nogle af de ting, der har været fremme i forhold til at forbedre rammerne for Forsvaret, sagde Carl Holst.
Soldaterforeningerne, der til sammen repræsenterer 17.000 ansatte, påpeger at Holsts mange dårlige sager skubber forsvarspolitikken i baggrunden.
E-mail i fokus
For en uge siden gik det kommunale tilsyn under Statsforvaltningen ind i sagen om Holst.
I forhold til tilsynet kan der jo gå måneder med deres arbejde. Det er vel ikke et svar, de faglige organisationer i Forsvaret kan bruge til noget?
- De kan bruge, at jeg er forsvarsminister, jeg arbejder som forsvarsminister i forhold til de mange vigtige beslutninger, vi står over for i forhold til køb af kampfly, pansrede mandskabsvogne og artilleri. Alt det har min store bevågenhed, lige som det også har min store bevågenhed, at vi fortsat er med i kampen mod ISIL, som mødet i dag også har handlet om.
En af sagerne, som soldaterne refererer til, handler om, hvorvidt Carl Holst uretmæssigt har benyttet en medarbejder i regionen til politisk arbejde i forbindelse med valgkampen.
Jyllands-Posten har set flere eksempler på læserbreve, som er oprettet af en medarbejderen i regionen, og som er blevet sendt til diverse medier fra Carl Holsts kampagne-e-mail, carlholstkampagne@gmail.com under valgkampen.
Holst har fastholdt, at han ikke har benyttet medarbejderen i forbindelse med valget tilbage i juni måned.
Det står lidt uklart, hvorvidt du har tænkt dig at give tilsynet i Region Syddanmark adgang til den private kampagnemail. Kan vi få et klart svar på det i dag?
- Det står ikke uklart. Jeg har hele tiden sagt, at jeg afventer tilsynsrådets arbejde, og jeg samarbejder gerne.
Holst: Samarbejder gerne
Men hvis Statsforvaltningen ikke kan få lov til at kigge i den, fordi de ikke har mulighed for at bede om det, fordi det ikke er et produkt af forvaltningen, så kommer der vel heller ikke klarhed over, hvad der er gået ud og ind af den kampagne-mail?
- Lad mig understrege, at der ingen informationer er, som Statsforvaltningen har bedt mig om, som jeg har nægtet at give dem. Jeg har ikke været i dialog med dem, men kommer der forespørgsler til mig, er det inden for samarbejdet, at jeg udtaler mig, og jeg samarbejder meget gerne.
Vil du selv lægge din private kampagnemail frem for tilsynet?
- Ønsker tilsynet informationer fra mig, så stiller jeg dem til rådighed.
Må vi få lov at se, hvad der er gået ind og ud af din private kampagnemail?
- Nej, det må I ikke. Hvad der er privat for mig er privat for mig, men det er klart, at med den situation, vi er i i forhold til hvad der bliver efterspurgt, stiller jeg den selvfølgelig til rådighed for Statsforvaltningen.
Enhedslisten i Region Syddanmark har sagt, at de vil politianmelde dig i det sekund, at der ikke bliver givet adgang til din private kampagnemail. Hvad siger du til det?
- Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg har bare det, jeg siger. Der foregår et arbejde. Jeg samarbejder gerne, og der er ingen informationer, jeg har nægtet, sagde Carl Holst.
Holst: Har ikke efterspurgt opbakning
Under hele forløbet omkring Carl Holst og hans særlige rådgiver har Venstres folketingsgruppe forholdt sig bemærkelsesværdigt tavst. Ingen af medlemmerne har åbent været ude og støtte Carl Holst, men på de indre linjer er der opbakning, påstod forsvarsministeren.
Carl Holst, hvordan har opbakningen til dig fra Venstres folketingsgruppe været?
- Jeg har ikke efterspurgt opbakning, eller det modsatte, for det her er ikke en sag, der har med Venstres folketingsgruppe at gøre.
Men synes du, du er blevet bakket op?
- Bestemt.
Af hvem?
- Af alle i Venstres folketingsgruppe. I den situation, vi er i, må de konstatere, at det er en sag, der hører hjemme i Region Syddanmark.
Hvad vil du så sige til de vælgere i Region Syddanmark, som er skuffede over dig?
- Jeg har ikke noget at sige til vælgerne, for det vil valgdagen afgøre. Det, der er vigtigt for mig er at jeg samarbejder med den undersøgelse, der er i gang og ser frem til at den bliver færdig.