Brian Mikkelsens modsvar til ny told: Vil ramme Trump på Levi's og bourbon

"Købmandsnationen" Danmark er især sårbar over for handelsrestriktioner, siger erhvervsministeren.

(arkivfoto) Erhvervsminister Brian Mikkelsen er bekymret over, at USA nu indfører straftold på stål og aluminium fra EU. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Fra i morgen vil USA indføre ekstra toldsatser på stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico.

Og EU er klar med modsvaret: Told på amerikanske varer som motorcykler, juice og whisky.

Herhjemme ryster den danske erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), på hovedet over, at USA's præsident, Donald Trump, har taget et skridt, der kan føre til handelskrig.

- Vi ville helst ikke være endt i denne situation. Det er jo helt tåbeligt, siger han.

- Det gør jo varerne dyrere, og det ødelægger de principper, vi har om frihandel og globalisering, som jo har løftet hele verden og gjort os alle sammen rigere, siger han.

Den danske erhvervsminister har tidligere mødtes med den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, der i dag varslede de nye sanktioner, og advaret ham om, at EU - og Danmark - er klar til at svare igen.

- Så må vi jo lægge restriktioner på import af Levi's eller bourbon. Det her kommer også til at gå ud over de amerikanske lønmodtagere, siger Brian Mikkelsen.

Minister: Vi er en købmandsnation

Han siger, at den forholdsvis lille danske økonomi er udsat, når der føres krig på toldsatser og importbegrænsninger.

- Danmark er ekstremt sårbar overfor handelssanktioner og handelskrige, fordi vi er en købmandsnation, som ikke har særligt mange naturlige råstoffer. Vi lever i høj grad af at handle med andre mennesker. Det har vi gjort nærmest siden vikingetiden, siger ministeren, der ikke er tvivl om, at en handelskrig vil få mærkbare konsekvenser herhjemme.

- Vi mister nogle hundrede millioner kroner. Vi kommer til at miste nogle arbejdspladser, og derfor må al denne her retorik stoppe, og så må man sætte sig ved forhandlingsbordet, siger Brian Mikkelsen.

Han er nemlig ikke i tvivl om, hvem der vinder på en handelskrig mellem USA og Europa:

- Det gør Kina.