Blå og rød blok slås om pris på PSO-afgift

S vil hæve bundskatten, mens DF vil lade virksomhederne betale mere for strøm.

Hvem skal betale, når PSO-afgiften på strøm forsvinder? Skal den grønne check til de mindrebemidlede væk, skal bundskatten hæves, eller skal selskabsskatten stige?

Sådan strides regeringen og de borgerlige partier med Socialdemokraterne og De Radikale i dag i Finansministeriet.

PSO-afgiften falder, fordi EU-Kommissionen har erklæret den traktatstridig i sin nuværende form.

Mens regeringen vil sløjfe den grønne check med støtte fra De Konservative, står Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vagt om støtten til mennesker med de mindste indkomster.

- Regeringen lægger op til, at dem med de mindste indkomster skal betale mest. Sådan et resultat kan vi selvfølgelig ikke se for os, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.

Hun vil hæve bundskatten, så alle skal betale.

- Det er dér, slaget skal slås i dag: Hvem skal betale regningen? siger Mette Frederiksen.

DF: Virksomheder skal betale mere

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil lade virksomhederne betale mere for strøm.

Desuden kan selskabsskatten stige, fordi den er faldet fra 25 procent til 22 procent, siger han.

- Erhvervslivet starter med en rigtig stor lettelse på måske fire milliarder kroner, ved at denne elafgift bliver afskaffet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Derimod forsvarer De Radikale PSO-afgiften og kræver energiforliget fastholdt med kystnære havvindmøller, som regeringen har droppet, siger partiets politiske leder, Morten Østergaard.

- Vores indgang er at sikre, at Danmarks grønne omstilling bliver på sporet. Det kræver en solid finansiering bag, siger han.

Til gengæld glæder Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, sig over, at PSO-afgiften forsvinder.

- Vi er glade for, at vi er kommet det sted, hvor alle synes, at PSO-afgiften skal afskaffes. Det er en god dag, siger han.

/ritzau/