Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, mødte skarp kritik, da han valgte at droppe sit ultimative krav om skattelettelser forud for forhandlingerne om at komme med i en ny regering. Men ifølge Venstres Bertel Haarder var den beslutning utrolig klog:
- Det klogeste, Liberal Alliance har gjort, var, at de i forbindelse med regeringsdannelsen lagde sig fladt ned og sagde: Ja, det er rigtigt. Vi har insisteret på det og det. Det kommer vi ikke igennem med, for vi vil have indflydelse på retningen, siger Bertel Haarder fra Venstre i Debatten på DR2.
Vært Clement Kjersgaard spørger efterfølgende Simon Emil Ammitzbøll, om han deler den udlægning af forløbet, men Bertel Haarder når at tage ordet og fortsætter:
- Jamen, det gjorde Anders Samuelsen, og det var klogt, siger Bertal Haarder.
Det handler om retningen
Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance fortæller, hvordan det for partiet handlede om at få mulighed for at påvirke den overordnede retning i regeringens politik.
- Det interessante er, om jeg som politiker påvirker ting i den retning, som Liberal Alliance vil have, siger økonomi- og indenrigsministeren og nævner uddannelsesområdet som et konkret politikområde, hvor de nu har fået mere indflydelse.
Rart med skeptisk undervisningsminister
- Jeg synes, det er rart, at der sidder en, der er skeptisk over folkeskolereformen som undervisningsminister. Jeg synes, at det rart, at hun har sagt, at endnu flere skoler må lave dispensationer i forhold til reglerne. Var det sket, hvis Liberal Alliance ikke have været i regering? Svaret er nej, forklarer Simon Emil Ammitzbøll med henvisning til, at undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance tidligere har kritiseret folkeskolereformen.
Se hele udsendelsen af Debatten på DR2 i morgen kl. 20.00, når Clement Kjersgaard sætter demokratiet til debat og spørger: Tænker politikerne (kun) på sig selv?