Bare en 'frisk bemærkning': S-ordfører nedtoner Sass' angreb på konventioner

Socialdemokratiets politik er ikke ændret. Vi bakker helt op om de internationale konventioner, siger retsordfører.

Henrik Sass Larsen er kommet med en frisk bemærkning om konventionerne, siger S-ordfører. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Når S-gruppeformand Henrik Sass Larsen siger, at vi skal rode os ud af de internationale konventioner og domstole, skal det kun opfattes som en 'frisk bemærkning'.

Sådan lyder det fra retsordfører Trine Bramsen (S), der formulerer partiets officielle politik på området.

- Der er ikke ændret på Socialdemokratiets politik. Vi bakker op om konventionerne, uagtet at vores gruppeformand kom med en lidt frisk bemærkning i et program, siger Trine Bramsen.

- Men det ændrer ikke ved, at vi skal kunne diskutere konventionerne og den dynamiske fortolkning af konventionerne, og det arbejde pågår allerede, men der må ikke sættes spørgsmålstegn ved, at vi selvfølgelig bakker op om konventionerne, siger hun.

Hvad mener du med en frisk bemærkning?

- Det er ingen hemmelighed, at vores gruppeformand ad flere omgange har kritiseret særligt den dynamiske fortolkning, men det ændrer ikke ved, at vi står last og brast om konventionerne.

Bramsen udsteder garanti

Men hvordan skal vælgerne kunne vide, hvad der er partiets politik, og hvad der bare er 'friske' bemærkninger fra Henrik Sass Larsen, som trods alt er en ledende figur i partiet?

- Jeg kan kun give meget klart udtryk for, hvad der er Socialdemokratiets politik, og det er, at vi bakker op om konventionerne. Det har vi hele tiden gjort, og det gør vi fortsat, uagtet at vi skal kunne diskutere den dynamiske fortolkning, siger Trine Bramsen.

Har Henrik Sass Larsen begået en fejl ved at sige de her ting?

- Det tilkommer ikke mig at gøre mig til dommer over, hvad man siger i et debatprogram. Jeg gør rede for partiets holdning, og det er, at vi bakker op om konventionerne, siger hun.

Og det mener partiformand Mette Frederiksen også fuldstændig klart?

- Det er Socialdemokratiets holdning, og det bliver der ikke ændret ved.

Så du kan garantere, at Socialdemokratiet hverken i eller uden for regeringen vil arbejde for, at Danmark forlader konventionerne?

- Det kan jeg garantere. Vi står på mål for de internationale konventioner og bakker op om dem og synes, at de er et stærkt udgangspunkt. Men det ændrer igen ikke ved, at vi skal kunne diskutere fortolkningen, og det arbejde er i gang, siger Trine Bramsen.

Bevægelse i gang

I TV2 News-programmet Pind & Sass i går aftes sagde Henrik Sass Larsen, at menneskerettighedsdomstolen er noget af det mest ødelæggende.

- Hvis det stod til mig, så var noget af det bedste, vi kunne gøre, at kalde det hjem til dansk ret igen, sådan at det ikke er dem, der sidder og bestemmer, sagde Henrik Sass Larsen.

Presset på de internationale konventioner er øget markant de seneste år - herhjemme skyldes det primært, at flere og flere politikere mener, at de eksempelvis blokerer for, at Danmark kan sende kriminelle flygtninge og indvandrere ud af landet.

Særligt sagen om Gimi Levakovic, der har fået over 20 domme i Danmark, har skabt røre. Højesteret afgjorde, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis han blev udvist, blandt andet fordi han har familie i Danmark.

Regeringen satte sidste år et arbejde i gang med at ændre på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning af menneskerettighedskonvention.

Trine Bramsen anerkender også, at der allerede er sket noget, og at der er 'kommet hul igennem' til menneskerettighedsdomstolen.

- Nu kan vi tale om, at der er grænser for, hvor meget domstolen skal blande sig, og at der også skal kunne være en dialog mellem medlemslandene og domstolen.

- Om vi er i mål endnu, er jeg ikke sikker på, men det ændrer ikke ved, at vi selvfølgelig skal have fælles spilleregler, siger Trine Bramsen.

Gjerskov: Jeg er overrasket

Medlem af Udenrigsudvalget Mette Gjerskov (S) er meget overrasket over udtalelserne fra Henrik Sass.

- Jeg er lige så overrasket som alle andre, og jeg kan ikke komme med en indsigtsfuld forklaring eller en klog udlægning, siger hun.

Den tidligere landbrugsminister blev i april frataget sin post som Socialdemokratiets udviklingsordfører af netop Henrik Sass Larsen, efter hun havde meddelt, at hun ikke ville stemme for tildækningsforbuddet – og dermed gik imod partilinjen.

I dag vil Mette Gjerskov ikke svare på, hvad hun tænker om, at gruppeformanden godt kan gå imod partilinjen, uden at det får konsekvenser:

- Jeg har ikke mere at sige, udover at jeg er overrasket, siger Mette Gjerskov.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få et interview med både Henrik Sass Larsen og S-formand Mette Frederiksen.