Et udtryk om mistillid til en minister og et efterfølgende krisemøde i Statsministeriet mellem de blå partier er foreløbigt endt uden en endelig konklusion.
De Konservative står efter mødet fast på at udtrykke mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V):
Men hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil reagere på det, står fortsat hen i det uvisse.
Men den konservative formand gør nu noget, som er blevet efterlyst fra flere sider gennem længere tid: Han træder i karakter. Det vurderer Bjarne Steensbeck, DR’s politiske analytiker.
- For første gang viste Pape tænder. Nu er spørgsmålet så, om det var den rigtige sag at gøre det på. Resten af partierne i blå blok har allerede travlt med at vise, at det er de Konservative, som bare ikke har fået læst ordentligt på sagerne.
Her udtrykker Søren Pape mistillid overfor miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen:
Blame game for åben mikrofon
Kampen om at udlægge, hvad der er op og ned, og hvorvidt det er rimeligt at udtrykke mistillid – og dermed normalt at vælte – en minister på baggrund af sagen om landbrugspakken, kører allerede på fuldt blus, vurderer Bjarne Steensbeck.
- Vinder den fortælling, så står de Konservative med en dårlig sag. Så er det partiet, der har sovet i timen. Bare lyt til aftenens citater, hvor LA's Simon Emil Ammitzbøll spidst fik sagt, at de ikke havde set meget til Pape på mødet i Statsministeriet. De havde mere set ham i DR1, DR2 og TV2 News, lød det fra Ammitzbøll med henvisning til, at Søren Pape Poulsen kort tid inden mødet valgte at forlade det for at tale med den fremmødte presse.
- Omvendt forsøger de konservative at fortælle deres historie. Det er historien om, at de oplysninger, de fik fra Eva Kjer Hansen, ikke var retvisende. Og at partiet også gør dette af hensyn til miljøet, som jo passer fint ind i partiets profil.
Den kritiske røst fra baglandet
De kritiske stemmer er begyndt at melde sig i det konservative bagland, og de gør det svært for Søren Pape Poulsen at komme ud som den store vinder.
- Indtil videre ser det ud til at være op af bakke for Pape med den konservative borgmester i Vesthimmerlands Kommune Knud Kristensen, som fastslår, at det er pinligt for de Konservative. Han forstår ikke, hvordan partiet kan stemme for landbrugspakken og så samtidig vælte ministeren. Det giver ingen mening, slår borgmesteren fast. Det er ikke lige, hvad Pape har brug for. Vælger flere konservative at følge i Knud Kristensens spor, så får de konservatives pressetjeneste mere end travlt, siger Bjarne Steensbeck.
Eva Kjer formentlig færdig
Uanset udfaldet af den konservative mistillid, så kommer de kommende par dage i det politiske liv til at handle om to personer: Den konservative formand og statsministeren.
- Fejden mellem Løkke og Pape bliver i de kommende dage afgørende, men de Konservative kan dårligt andet end at gå hele vejen og vælte Eva Kjer Hansen, siger Bjarne Steensbeck.