Han blev præsenteret som redningsmanden, Søren Pape Poulsen, og sådan én var der så sandelig også brug for den dag i august for nu to år siden. To målinger fra Epinion viste alarmerende 5,8 procent. En viste 5,0. Så skidt, at formand Lars Barfoed måtte ud.
I dag siger den 2,6 procent. En halvering og dermed kan Søren Pape tilslutte sig rækken af forgængere, som i deres stille sind har tænkt: Bare jeg dog kunne opnå min vragede forgængers tilslutning.
Per Stig Møller måtte kigge længselsfuldt efter tilslutningen under Hans Engell. Pia Christmas-Møller tænkte på Per Stig Møller. Så kom Bendt Bendtsen, der spydigt blev kaldt for Mr. 10 procent. Lene Espersen kom aldrig i nærheden af 10 procent, og Lars Barfoed kom aldrig i nærheden af Lene Espersen.
Og nu Søren Pape Poulsen. Han er heller ikke i nærheden af sin vragede forgænger. Havde han i dag kunnet åbne landsrådet med nyheden om, at de Konservative er på 5,8 procent, så havde Pape og rådgiverne ikke kunnet få armene ned. I stedet er han i nærheden af spærregrænsen. Han er så langt nede, at der ikke er plads til at smide flere vælgere.
Endnu en nedtur og de konservative ryger ud af Folketinget. Det vil være et farvel til 100 års dansk politisk historie, men når målingerne siger 2,6 og spærregrænsen hedder 2,0, så er et exit fra Folketinget så sandelig reelt.
Kommer der så mere salt i sovsen, nu hvor de konservative holder landsråd i Herning i denne weekend?
Nej.
Politikken er som den skal være, lyder det fra Pape. Boligejerne skal betale mindre, forsvaret skal have mere, politiet det samme og straffene skal op. Meget op. Sådan som det har lydt længe, men Søren Pape Poulsens egen forklaring på nedturen er, at vælgerne måske ikke helt har opdaget budskaberne.
Den slags tager tid, siger han, og så køber han ikke påstanden om, at han dog har været i gang med at tale til danskerne i to år. Næh, Papes ur tikker fra valgkampen i juni sidste år. Så bare vent at se, lyder det. Vælgerne skal nok få smag for de Konservative.
Og helt galt fat er den jo heller ikke med politikken. Forstået på den måde, at det er lykkedes de Konservative at byde vælgerne noget, som de andre borgerlige partier – bortset fra topskattepartiet Liberal Alliance - ikke kan levere: Lavere boligskat.
Det kan Venstre og Dansk Folkeparti ikke levere, og når nu boligskatten er blevet en af efterårets største politiske sager, ja så har de Konservative ramt noget. I de Konservatives kerneområder som Nordsjælland og Frederiksberg må almindelige familier nemt slippe 60.000 kroner om året i samlede boligskatter.
Den skat kan med Venstres plan ryge yderligere op. Alene i København kan familierne - ifølge BRFkredit – i gennemsnit risikere at skulle betale 35.000 kr. mere.
Alligevel bevæger de Konservative sig kun i en retning i målingerne, og det er nedad. Og en af forklaringerne er, ganske rigtigt som Pape selv siger det, at vælgerne ikke helt har opdaget partiets resultater, men det skyldes i høj grad partiet selv.
Et eksempel: Hvem af boligejerne husker ikke datoen 10. august? Ja, det er den dag, hvor den del af boligskatten kaldet grundskylden skal betales. For rigtig mange i de store byer sparede familierne i denne omgang tusindvis af kroner.
Nogle 2000 kroner, nogle mere, nogle mindre. Men ved vælgerne, at det er de Konservatives sejr fra den seneste finanslov? Næppe.
Reklamerede de Konservative selv for det i avisannoncer? Nej. På de sociale medier? Dårligt.
Hvis smagen af de konservative er den rigtige, så er det nærliggende spørgsmål atter, om formanden er den rigtige til at stå for serveringen? I dag nede i salen i Herning vil adskillige tænke den tanke, men ingen vil sige det. Hvorfor? Jo for tænk sig, hvis også afløseren til Søren Pape Poulsen som ny Konservativ formand sidder og drømmer sig tilbage sin forgængers tilslutning.
Det er der ikke længere plads til i målingerne.