Historisk: De Konservative forlader forsvarsforliget

- Jeg har ikke sovet i timen, siger partiets forsvarsordfører efter aftale om kampfly.

Det Konservative Folkeparti er ikke længere en del af Folketingets forsvarsforligskreds. Her er det forsvarsordfører Rasmus Jarlov. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

For Det Konservative Folkeparti har dansk forsvarspolitik altid været et helt centralt område. Allerede fra partiets fødsel for 100 år siden var et stærkt forsvar en konservativ mærkesag og har været det lige siden.

Derfor er det også historisk, at partiet fra og med i dag ikke længere er en del af Folketingets forsvarsforligskreds.

De Konservative er ude af forligskredsen, fordi partiet ikke kunne gå med i en aftale om at købe 27 nye F35-kampfly til Danmark. Konservative ønskede hele 43 kampfly, og at pengene til dem skulle findes uden for Forsvarets nuværende økonomiske ramme.

- De andre partier har valgt gå videre uden os, konstaterer forsvarsordfører Rasmus Jarlov.

- De vil anskaffe et meget lille antal kampfly, som vil reducere Danmarks kampflykapacitet ganske betydeligt, og finansiere det ved at lave nogle store besparelser i Hæren og Søværnet. Det kan vi ikke være med til. Derfor siger vi nej til aftalen, siger han.

Minister: Smed ikke K ud

Rasmus Jarlov siger, at Det Konservative Folkeparti direkte blev ”bedt om at forlade forsvarsforligskredsen”.

Sådan ser forsvarsminister Peter Christensen (V) dog ikke på sagen.

- Det er jeg ikke enig i. Det er sådan, at Det Konservative Folkeparti desværre har insisteret på, at der skulle tilføres flere midler til Forsvarets økonomi. Det havde været en god debat at tage næste år, når vi skal forhandle Forsvarets økonomi for de kommende fem år, siger Peter Christensen.

- Men det, der ligger som ramme for det nuværende forlig, er, at man skal beslutte købet af nye kampfly inden for Forsvarets ramme. Det er det, vi har gjort, og det er ærgerligt, at Konservative ikke kunne se sig selv i den beslutning, som ikke ville betyde – hvis man havde været med – at man ikke kan argumentere og kæmpe for flere ressourcer til Forsvaret, når der skal laves nyt forlig til næste år, siger han.

Rasmus Jarlov håber dog fortsat, at De Konservative kan træde ind i forliget i forbindelse med næste års forhandlinger.

Jeg har ikke sovet i timen

Selvom forsvarspolitik og det at være med i brede politiske aftaler om netop Forsvaret er konservativt hjerteblod, kunne partiet ifølge Rasmus Jarlov ikke gå med i dagens kampfly-aftale.

- Vi har en nedre grænse for, hvad vi vil udsætte det danske forsvar for. Den grænse er nået nu. Vi kan ikke være med til, at der i de næste ti år ikke kan anskaffes noget som helst nyt materiel udover, hvad der allerede er besluttet.

Rasmus Jarlov afviser, at det kom som en overraskelse for ham, at han i dag blev bedt om at forlade forhandlingerne umiddelbart inden, at de andre partier indgik en aftale om at købe 27 kampfly.

- Jeg har ikke sovet i timen. Jeg synes, regeringen går meget hurtigt frem. Vi blev lovet, at der ville være god tid til den politiske proces, men vi kan mærke, at Socialdemokraterne, regeringen og nogle af de andre partier simpelthen ikke ønsker, at der skal være en debat om de her kampflykøb, siger Rasmus Jarlov.

- De ved godt, at det beslutningsgrundlag og de antagelser, der ligger i det her, er så tvivlsomme, at jo længere debatten er, des mere vil det stå klart, at det er en helt uansvarlig beslutning, der bliver truffet i dag.