Alternativet-ordfører undskylder Myanmar-udtalelser

Det er blandt andet kritik fra Venstre, der har fået udviklingsordfører Ulla Sandbæk til at undskylde.

Hvis udviklingsordfører Ulla Sandbæk kunne lave tingene om, så havde hun påtalt situationen for rohingya-muslimerne, da hun i sidste uge mødte Myanmars leder, Aung San Suu Kyi. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Det var en fejl, at Alternativets udviklingsordfører Ulla Sandbæk ikke konfronterede Myanmars leder, Aung San Suu Kyi, med situationen for rohingya-muslimerne, da de to i sidste uge mødtes under et officielt besøg.

Til radiokanalen 24syv siger Ulla Sandbæk, at hun undlod at gøre det, fordi Aung San Suu Kyi i forvejen er presset, men det var en fejlvurdering, skriver Ulla Sandbæk nu på sin Facebook-profil og uddyber:

- Det burde jeg absolut have gjort, og det fortryder jeg meget. Men det kan jeg desværre ikke lave om. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg synes også, man bør prøve at være en lille smule fair over for hende i denne her situation og måske ikke gøre livet vanskeligere for hende end det er i forvejen. For selvfølgelig ville hun gerne stoppe mordene på rohingyaerne, hvis hun kunne, men hun kan ikke.

Ifølge FN er der tale om en etnisk udrensning og mere end 160.000 rohingya-muslimer er de sidste to uger flygtet fra Myanmar. Ifølge FN er Aung San Suu Kyi medvirkende til situationen i Myanmar, men det er Ulla Sandbæk ikke sikker på.

- Hvordan FN kommer til den konklusion, det skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige. Kun at det er meget let at skynde sig at være meget forarget over alle, der ikke gør, som man synes, siger Ulla Sandbæk.

Fik ikke information under besøget

Med den information, vi har nu, og det, vi kender til situationen, bør man så holde hånden over hende?

- Nej, hvis hun på nogen måde har været medvirkende til det, skal man selvfølgelig ikke holde hånden over hende, men det var ikke den information, vi fik, da vi var der, og man må jo stole på sin ambassadør, siger Ulla Sandbæk med henvisning til, at hun inden besøget havde talt med den danske ambassadør.

- Hun er jo ikke præsident, så derfor kan jeg umuligt tro, at hun har været medvirkende til det og jeg ved ikke, hvad FN bygger de oplysninger på. Hvis hun har været medvirkende, vil jeg selvfølgelig fuldstændig fordømme hende, og hvis hun ikke har været medvirkende, synes jeg, at folk skal lade hende gøre det gode, som hun gerne vil.

Så hvis du skulle besøge hende igen med den viden du har, ville du så påtale det?

- Det ville jeg helt klart ja.

Så du mener også, at hun har et medansvar for det?

- Nej, det er ikke det samme som at påtale det. Jeg ville spørge hende, hvorfor i alverden hun ikke har udtalt sig kritisk og jeg ville spørge hende ligeud, fordi jeg mener, man kommer længst med ærlighed.

Stoler ikke ubetinget på FN

Stoler du ikke på FN?

- Ikke ubetinget. Jeg stoler heller ikke ubetinget på den danske ambassadør, siger Ulla Sandbæk.

- På den baggrund tænker jeg, at det måske ville være meget godt for alle at lade tvivlen komme andre mennesker til gode. Det hænger så også sammen med, at jeg er præst. Jesus siger, lad den der er ren, kaste den første sten og døm ikke for at vi selv skal blive dømt. Altså, jeg har ikke lyst til at fordømme en kvinde, der har tilbragt så mange år for sit lands bedste i husarrest, og så med det samme, når der sker et eller andet, hvor man kan anklage hende for noget, skynder sig at gøre det, uden at være fuldstændig oplyst.

Det er blandt andet kritik fra Venstre, der har fået folketingspolitikeren til at undskylde, og på sin Facebook skriver hun, at hun "i en alder af 74 år ikke længere egner mig til den slags hurtige og konfliktsøgende interviews".

- Den form for interview, hvor jeg hele tiden bliver lagt ord i munden og hele tiden bliver afbrudt og ikke får lov til at sige, hvad jeg egentlig mener, det er jeg blevet for gammel til.

For gammel til hurtige interviews

For halvandet år siden stoppede Ulla Sandbæk med at være integrationsordfører for Alternativet, og det blev også - blandt andet - begrundet med hendes alder.

- Det har jeg nu ikke set. Men det var ikke derfor det sluttede. Det var en beslutning jeg tog, fordi jeg ikke skulle genopstille.

Ulla Sandbæk føler sig dog ikke for gammel til at sidde i Folketinget.

- Nej, jeg føler mig overhovedet ikke for gammel til at sidde i Folketinget. Men når du hele tiden bliver afbrudt og hele tiden skal komme med et eller andet svar. Det synes jeg ikke, jeg har mod på længere.

Og hænger det sammen med din alder?

- Det ved jeg jo sådan set ikke. Det kan det jo godt gøre.

DR Nyheder har forsøgt at få fat i den danske ambassadør i Myanmar, men det har ikke været muligt.