Ziegler før afgørende OK-møde: Det peger på konflikt

I dag er lærernes arbejdstid øverst på dagsordenen, når kommunerne skal forhandle OK18.

Chefforhandler for kommunerne, Michael Ziegler, er bekymret for forhandlingerne om de offentlige overenskomster. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Tovtrækkeriet om de offentlige overenskomster er inde i sin absolut sidste fase. Og lige nu peger pilen mod, at Danmark bryder ud i storkonflikt om en uges tid.

Det anerkender Michael Ziegler (K), der er chefforhandler for kommunerne.

- Lige nu er oddsene vel mere i favør for et forlis end for et forlig, siger Michael Ziegler på vej ind til nok et møde i Forligsinstitutionen, det sidste møde mellem de kommunale forhandlere inden skæringsdagen på tirsdag.

- Nu må vi bare kæmpe så meget desto hårdere for at forsøge at finde hinanden, siger Ziegler.

I dag skal der snakkes arbejdstid

Selv om forhandlingerne i Forligsinstitutionen har stået på i seks uger, er det endnu ikke lykkedes forhandlerne at enes om én af de tre knaster: løn, lærernes arbejdstid og den betalte frokostpause.

Men lærernes arbejdstid, som er en kommunal knast, skal forsøges høvlet væk i dag, lyder det fra topforhandlerne.

- Jeg tror, vi kommer til at se lærerspørgsmålet fylde rigtigt meget i dag, og kommer der en bevægelse dér, kan det også pludselig gå hurtigt på løn og spisepause, og hvad vi i øvrigt har forhandlet, siger Dennis Kristensen, der er formand for FOA.

Efter et ifølge Dennis Kristensen katastrofalt møde på det kommunale område onsdag, har han dog ikke meget tro på, at det bliver det kommunale område, som leverer et gennembrud:

- Jeg har ikke så meget tiltro til kommunernes håndtering. De har ikke givet anledning til at være specielt optimistisk, men det skal jeg jo forsøge at være i det her job, siger Dennis Kristensen, der også er næstformand for Forhandlingsfællesskabet.

Bondo: Optimismen fordufter

Forhandlerne i kommuner og regioner har gennem hele forløbet peget på det statslige område som området, hvor der skal komme et gennembrud.

For her sidder den statslige chefforhandler, Sophie Løhde (V), med ved bordet, og da hun sidder på pengekassen, sidder hun også på magten, lyder vurderingen.

Men sent i aftes sluttede 12 timers forhandlinger på det statslige område uden resultat.

Og da der er ikke lagt op til nye forhandlinger før tirsdag, hvor forligsmand Mette Christensen kan udskyde en konflikt med endnu 14 dage eller kaste håndklædet i ringen, er optimismen ved at smuldre:

- Vi har desværre stadig tre store knaster, som ikke er løst. Og deadline nærmer sig. Hvis vi får løst én af knasterne i dag, er vores fornemmelse stadig, at tingene hænger sammen. Vi går ind og gør alt, hvad vi kan, siger Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening.

- Men den optimisme, jeg før har givet udtryk for, den begynder at fordufte, siger han.

Hvis ikke parterne når en aftale inden tirsdag, kan forligsmanden vælge at udsætte konflikten med 14 dage. Men det vil hun kun gøre, hvis hun kan se en mulighed for en løsning.

Hvis der sker et sammenbrud, kan en konflikt træde i kraft på femtedagen efter sammenbruddet. I princippet kan en strejke og en lockout ske samtidig.