VW-formand skal undersøges for manipulation af marked

Efterforskningen i VW-sagen omfatter nu tre, efter at bestyrelsesformanden er inddraget.

Hans Dieter Pötsch skal nu undersøges i sagen om svindel med 11 millioner dieselbiler. (Foto: © JULIAN STRATENSCHULTE, Scanpix)

Den tyske anklagemyndighed har udvidet Volkswagens "dieselgate", så sagen nu også vil omfatte en efterforskning af bestyrelsesformand Hans Dieter Pötsch.

Det skal undersøges, om han var med til at manipulere markedet i kølvandet på skandalen, skriver Reuters.

I henhold til loven er et selskab forpligtet til at fremlægge informationer, som kan få øjeblikkelig indvirkning på markedspriserne.

Omkring 1400 investorer i Volkswagen har indtil nu krævet erstatninger for omkring 62 milliarder kroner.

Miljømyndighederne i USA afslørede midt i september svindel med 11 millioner dieselbiler fra Volkswagen. Bilerne var blevet udstyret med en software, som i test fik det til at se ud som om de ikke forurener så meget.

Efter at bestyrelsesformand Hans Dieter Pötsch er inddraget omfatter efterforskningen tre personer fra bestyrelsen.

I forvejen undersøges adm. direktør Martin Winterkorn og marketingchef Herbert Diess.

- Undersøgelserne drejer sig som den periode, hvor Pötsch var koncernens finansielle rådgiver, siger VW i en erklæring om den nye udvikling.

Anklagemyndighedens beslutning betyder, at Volkswagen ikke får held til at lægge den værste krise i koncernens historie bag sig foreløbigt.

/ritzau/