Virksomheder om skrottet atomaftale: Trump sætter verdenshandlen på spil

Grundfos, Mærsk, Haldor Topsøe og Novo Nordisk har blandt andre kontorer i Iran.

Grundfos, Haldor Topsøe og Mærsk er i forskellig grad skuffet over skrotningen af atomaftalen med Iran. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

At den amerikanske præsident, Donald Trump, sætter handling bag ordene og nu trækker USA ud af endnu en international aftale, ærgrer flere danske virksomheder, som DR Nyheder har været i kontakt med.

- Det, der er så ærgerligt ved det, Trump gør, er, at han sætter verdenshandlen på spil og også skaber et sikkerhedspolitisk vakuum, siger Kim Nøhr Skibsted, der er kommunikationsdirektør i Bjerringbro-virksomheden Grundfos, der er verdens største producent af pumper.

I 2016 åbnede Grundfos et salgskontor i Iran, som ifølge kommunikationsdirektøren har været en 'god forretning'.

- Ved at bryde med den dialog, der har været med iranerne, øger Trump risikoen og nervøsiteten i markedet. Det er vi faktisk meget ærgerlige over, siger han.

Tirsdag meddelte Trump, at USA trækker sig ud af den internationale aftale med Iran om landets atomprogram. Han har samtidig lanceret genindførslen af en række sanktioner, som kan gå hårdt ud over Irans samhandel med resten af verden.

Kim Nøhr Skibsted hæfter sig dog ved, at EU foreløbig ikke ser ud til at rette ind og følge USA i at kassere den omstridte atomaftale med Iran, der blev indgået i 2015.

- Vi har et stærkt håb om, at EU vil fortsætte den dialog med Iran, som der er lige nu, så Iran vil overholde aftalerne, men også så vi får lempet sanktionerne, så der kan foregå handel, siger han.

Topsøes kontor i Teheran

Danmarks eksport til Iran er fordoblet til omkring to milliarder kroner om året, siden en række sanktioner blev løftet ved indgåelsen af atomaftalen.

Med atomaftalen satte landets største medicinalvirksomhed, Novo Nordisk, gang i byggeriet af en stor insulinfabrik i Iran.

Og i september 2016 åbnede industrivirksomheden Haldor Torpsøe et stort kontor i Irans hovedstad, Teheran.

- Iran er et vigtigt marked for os. Så vi har naturligvis noteret os udmeldingen fra Trump. Vi kan forstå, at der på et senere tidspunkt vil komme mere præcis besked om indholdet af eventuelle sanktioner. Den vil vi afvente, så vi kan danne os et indtryk af de mulige konsekvenser. Ind til da fortsætter vi vores forretning i Iran, skriver direktør Bjerne S. Clausen i en kommentar til DR Nyheder.

Også containergiganten, Mærsk, har flere kontorer i Iran. I alt 12 mand arbejder på Mærsk-kontorer i Iran, oplyser selskabet:

- Vores tilstedeværelse i Iran er begrænset. Vi overvåger udviklingen for at vurdere enhver indvirkning på vores aktiviteter, og vi holder vores kunder direkte informeret i tilfælde af ændringer, skriver Mærsk Line i en kommentar.

Frygter isolation

Vælger EU at blive i aftalen med Iran kan der åbne sig en lem for andre europæiske virksomheder, mener Kim Nøhr Skibsted, kommunikationsdirektør i Grundfos.

- Hvis de amerikanske virksomheder trækker sig væk, så giver det større muligheder for de europæiske virksomheder. Men hvis EU følger efter USA, så har vi en udfordring, fordi det også indbefatter vores aktiviteter.

Den største frygt hos Grundfos er, at Trump får succes med sin sabelraslen og igen lykkes med at isolere Iran.

- Hvis vi igen isolerer Iran og gør landet til en prygelknabe i et sikkerhedspolitisk spil, vil det også betyde, at vi må pakke vores tøj og tage hjem, siger han.