VIDEO Don Ø tilbage i retten: Umenneskeligt at blive efterforsket i seks år

I dag begynder ankesagen mellem Bagmandspolitiet og de tidligere Parken-bosser Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup.

Parken Sport & Entertainments tidligere formand Flemming Østergaard, der gerne lader sig kalde Don Ø, blev i september sidste år kendt delvist skyldig i kursmanipulation sammen med Jørgen Glistrup.

Straffen lød på fængsel i henholdsvis fire og seks måneder. Både Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup valgte at anke byrettens dom, og derfor indleder Østre Landsret i dag Bagmandspolitiets, der formelt hedder SØIK, sag mod dem.

- Der er en årsag til, at jeg har anket, og det er, at jeg går efter en klar frifindelse, sagde Flemming Østergaard til DR Nyheder inden dagens retsmøde. Sidste retsdag er 21. december.

Bagmandspolitiet har efterforsket sagen siden 6. august 2010, hvor Finanstilsynet anmeldte Parken Sport & Entertainment til bagmandspolitiet for netop ulovlig kursmanipulation.

Flemming Østergaard kalder den langtrukne sag for 'uacceptabel' og 'umenneskelig':

- Det er uacceptabelt, og jeg håber, at både Justitsministeriet og Folketinget vil tage det op – ikke mindst for fremtiden. Det er umenneskeligt at skulle vente så lang tid, siger han.

Se interviewet med Flemming Østergaard – også kendt som Don Ø – i videoen i toppen af artiklen.