Vestager: #Panamapapers gør os alle pissesure

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager glæder sig over, at der er så stort fokus på skattely på en dag, hvor kommissionen fremlægger et direktiv mod skattefifleri.

Vestager erkender, at der er mange interesser på spil, men håber EU's medlemslande vil samarbejde om at få multinationale selskaber til at betale skat i det land, de tjener deres penge i. (Foto: © Michael Reynolds, Scanpix)

Som konkurrencekommissær er Margrethe Vestager gået usædvanligt hårdt til makronerne og har i sin tid i Europakommissionen taget slagsmål med mastodonter som Google og Apple.

Vestager glæder sig over lækagen fra advokatfirmaet i Panama Mossack Fonseca, der har givet et indblik i en ellers lyssky verden af skuffeselskaber og skatteunddragere:

- For at sige det ligeud, bliver vi pissesure, når vi ser sådan noget. Det er noget, vi har vidst og har haft på fornemmelsen, men når det kommer for en dag, bliver det bare tydeligt på en helt anden måde, siger Margrethe Vestager.

- Der er rigtigt mange mennesker og virksomheder, som betaler den skat, de skal. Nu kommer det frem på bordet, at det er der nogen, der ikke gør. Og det giver en helt anden beslutningskraft, fortsætter hun.

I dag fremlægger hendes to kollegaer skattekommissær Pierre Moscovici og kommissær for finansiel stabilitet Jonathan Hill et direktiv, der skal gøre det sværere for multinationale selskaber at unddrage skat i EU.

- Det handler også om, at der er rimelig konkurrence mellem de virksomheder, som kan organisere sig ud af skatten og de mellemstore og mindre virksomheder, som skal konkurrere om de samme kunder. I den forstand er det her også et spørgsmål om større rimelighed i den måde, man er på markedet, siger Margrethe Vestager.

- Når der bliver tjent penge, skal der også betales skat, siger hun.

Direktivet fra kommissionen vil skabe langt større åbenhed omkring omsætning, transaktioner, regnskab og skattebetaling for de store, multinationale selskaber, der er på EU's marked.

Men på sigt skal EU gøre mere for at sikre, at skatten betales der, hvor pengene tjenes, mener Vestager:

- Vi arbejder på et forslag, som skal gøre selskabsskattebasen ens. Det gør det meget vanskeligere at snyde. Men også meget nemmere for selskaber, som for eksempel er i to lande; de sparer på rådgivningen, fordi lovgivningen er nemmere.

Det har tidligere fremgået af overskriften på denne artikel, at #panamapapers gør Margrethe Vestager pissesur. Det var ikke korrekt gengivet. Margrethe Vestager siger, at #panamapapers gør os alle pissesure.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1162065047177351