Vestager: Danmark skal have fire teleselskaber

Den danske EU-kommissær for konkurrence, ville med stor sandsynlighed være endt med et nej til fusionen mellem Telia og Telenor, fortæller hun nu.

Telia og Telenor havde ikke givet sig nok til at gøre Vestager og EU-kommissionen tilfreds (Foto: © Vincent kessler, Scanpix)

EU-kommissionen ville med stor sandsynlighed have vendt tommelfingeren nedad til fusionen mellem Telia og Telenor, der ikke havde givet sig tilstrækkeligt til at formilde EU-kommissionens frygt for den fremtidige konkurrencesituation i Danmark.

Det anerkender EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager overfor Reuters.

- Vi kiggede på en række meget alvorlige bekymringer. For mig var det nødvendigt at have en fjerde mobiloperatør i Danmark, siger hun.

Adspurgt om EU var tæt på at sætte foden ned og stoppe fusionen, siger Vestager:

- Vi var på vej.

Frygt for kun to store selskaber

De to selskaber meddelte i morges, at de indstiller arbejdet med en dansk fusion og fortsætter hver for sig.

Forhandlingerne med EU-kommissionen er sket løbende gennem det seneste år, og skal til, fordi Telia og Telenor tilsammen ville blive en spiller, der på mobilområdet ville blive næsten lige så stor som TDC i Danmark.

I et sådant miljø, ville '3' være det eneste mindre selskab med eget net - og det ville svække konkurrencen til skade for forbrugerne, har flere politikere løbende udtalt.

Politikernes formel, der sætter lighedstegn mellem antallet af teleselskaber og mængden af konkurrence er dog løbende blevet mødt af rynkede bryn - senest i dag, hvor teleanalytiker Torben Rune fra selskabet Netplan, overfor dr.dk har vurderet, at situationen nu kan ende netop som den, man prøvede at undgå.

- Mit gæt er, at den ene af de to nu vil ende med at trække sig. Fusionen er jo ikke noget de vil for sjov, det er fordi de skal tjene penge. EU har i mine øjne fejlfortolket situationen på det danske marked, som er markant anderledes end gennemsnittet i Europa. Resultatet er nu, at TDC vil fortsætte som det dominerende selskab uden nogen, der kan give dem modspil. Det kan betyde højere priser, siger han.

Priser banket ned

I Danmark er telepriserne efter års priskrig kommet så langt ned, at de fleste almindelige forbruger kan dækkes ind af et abonnement hos fx Oyster, Bibob eller Telmore til mindre end en hundredekroneseddel - og for nogle kunder, følger der så meget data med deres mobilabonnement, at en internetforbindelse i nogle tilfælde også kan undværes.

TDCs seneste regnskab viste desuden, at guldkalve som YouSee, samt telefoni til erhvervsmarkedet nu også at begyndt at tage vand ind, og selv om der stadig tjenes penge, peger pilen nedad.

TDC har løbende luget ud i antallet af ansatte, mens Telenor og Telia de senere år har måttet gennem store fyringsrunder for at tilpasse forretningerne. Samtidig presses selskaberne nu fra helt nye kanter -herunder blandt andet fra amerikanske netgiganter, der fx leverer streamingtjenester, der gør kabel-TV mindre interessant.