Udbyttesagen: Anthony Mark Patterson tilstår medvirken til svindel for næsten 8,5 milliarder kroner

Sanjay Shahs løjtnant risikerer op til 12 års fængsel.

Sanjay Shah er til stede under Anthony Mark Pattersons tilståelsessag.

Den 52-årige brite Anthony Mark Patterson tilstår, at han har medvirket til at have svindlet den danske statskasse for næsten 8,5 milliarder kroner.

Det er netop kommet frem ved et retsmøde ved Retten i Glostrup. Tilståelsen har været ventet, da Pattersons forsvarer for to uger siden bekræftede, at briten havde planer om at erkende sin skyld.

Beløbet er en smule lavere, end hvad den danske anklagemyndighed har haft ham anklaget for. Anklagemyndigheden mener, at han har svindlet statskassen for næsten ni milliarder kroner.

Desuden mener anklagemyndigheden, at den 52-årige brite selv modtog 154 millioner kroner for sin andel i svindlen. Patterson tilstår dog at have modtaget et noget lavere beløb - nemlig 100 millioner kroner.

Anthony Mark Patterson er en af de absolutte hovedpersoner i udbyttesagen, hvor de danske myndigheder mener, at udenlandske svindlere har lænset den danske statskasse for 12,7 milliarder kroner i refusion af udbytteskat.

Ifølge de danske myndigheder har de udenlandske svindlere mellem 2012 og 2015 ansøgt om at få udbetalt refusion af udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

Svindlen er ifølge anklagemyndigheden sket ved, at virksomheder og personer har udfyldt blanketter om refusion af udbytteskat uden at have aktier i danske selskaber - og dermed havde de ifølge danske myndigheder aldrig betalt udbytteskat og derfor heller ikke ret til at få penge tilbage.

Sanjay Shah også i retten

Den 52-årige brite var den hovedmistænkte bagmand, Sanjay Shahs, løjtnant, og ifølge anklagemyndigheden hjalp han Shah 'med udviklingen, organiseringen og driften af et lukket handelssystem', der muliggjorde svindlen. Sanjay Shah selv nægter sig stadig skyldig.

Sagen mod Patterson foregår i en stuvende fuld retssal i Glostrup, hvor næsten 50 journalister og tilhørere kunne se med, da Pattersons forsvarer, Henrik Stagetorn, på vegne af sin klient erkendte svindlen kort efter retsmødet var begyndt.

Anthony Mark Patterson sad roligt ved sin plads ved sin forsvarer ved sin side iført jeans og blå striktrøje.

Bag briten sidder hans tidligere chef, Sanjay Shah, der sammen med sine forsvarere lytter opmærksomt med i, hvad der foregår.

Der virker umiddelbart ikke til at være noget ondt blod mellem de to samarbejdspartnere. Patterson og Shah hilste nemlig kortvarigt på hinanden med et kort nik, da Patterson kom ind i retssalen kort før klokken 09.15.

Efter tilståelsen forelægger anklager Marie Tullin sagens beviser - blandt andet hvordan svindlen konkret foregik.

Efterfølgende skal Patterson blandt andet afgive sin forklaring. Det er i sidste ende op til ankagemyndigheden og sagens dommer, om tilståelsen kan godkendes. Hvis det er tilfældet er det ventet, at briten vil få sin dom i morgen. Han risikerer op til 12 års fængsel.

Sagen mod den formodede hovedmand, Sanjay Shah, ventes at gå i gang 11. marts. Her er der i alt sat over 50 retsdage af frem mod juni næste år.