Sagen mod de seks tiltalte Uber-chauffører i Københavns Byret er her til formiddag indledt med juridiske morgenstrækninger.
Sagens dommer har indledningsvist valgt at få domsmænds vurdering.
- Jeg har besluttet, at der skal medvirke domsmænd, og det har jeg på grund af den offentlige debat, der har været i sagen, siger dommeren ifølge Ritzau.
Dermed får forsvarerne i sagen medhold i deres begæring, som blev behandlet ved retsmødets start. I øjeblikket er hurtigt tilkaldte domsmænd og dommer ved at tage stilling til, om sagen også skal udsættes.
- Det er således, at det fremgår af retsplejeloven, at hvis der i sagen fremgår særlig offentlig interesse, så burde der medvirke domsmænd i sagen, siger forsvarer Betina Hald Engmark i Københavns Byret ifølge Ritzau.
- Det her er en sag, der er så essentiel og afgørende, at vi er nødt til at få domsmænds vurdering.
Forsvareren henviser til retsplejelovens paragraf 686 stykke 2. Den siger, at domsmænd kan medvirke ved sager af "særlig offentlig interesse", da det så er mest hensigtsmæssigt, at det ikke er en enkelt person, der afgør sagen.
Sagen vil formodentligt fortsætte senere tirsdag.
De seks prøvesager mod Ubers chauffører kan give begrænsede bøder, men en dom kan alligevel være et gevaldigt spark over knæet til den amerikanske taxa-tjeneste.
De seks chauffører risikerer bøder på 5.000-7.000 kroner, hvis de dømmes for en række overtrædelser af færdselsloven og reglerne for taxakørsel, men langt værre ser det ud for Uber, der i så fald får rettens ord for, at det er ulovligt at køre som Uber-chauffør i Danmark.
Vi citerede tidligere Ritzau for, at sagen var udsat. Det er ikke korrekt.