- Lærernes arbejdstid er stadig en øm tå.
Kommunernes chefforhandler, borgmester Michael Ziegler, mødte her til formiddag op til forhandlinger i forligsinstitutionen - forhandlinger, han selv tror bliver de sidste.
- Når forligsmanden siger, at vi skal tage tandbørsten med, så ser jeg det som et signal om, at vi bliver inde i bygningen, indtil vi har et forlig eller en storkonflikt, siger Michael Ziegler.
Ifølge KL bliver det ikke lønnen, der vil kaste Danmark ud i en storkonflikt.
- På lønnen er der nu en meget lille afstand mellem os og lønmodtagerne. Så det vil overraske mig meget, hvis vi ikke kan lande den del af det, siger Michael Ziegler.
Arbejdstid gør ondt
- Det er de mere principielle spørgsmål, der bliver svære. For vores vedkommende er det selvfølgelig forhandlingerne om lærernes arbejdstid. Vi vil gerne komme lærerne i møde, så de kan se sig selv i en aftale, men det skal også kunne fungere ude i folkeskolerne, siger Michael Ziegler.
Lærerne har i dag en såkaldt årsnorm, som de meget gerne vil af med. Årsnormen betyder, at man opgør eventuelt overarbejde een gang om året. Det giver bedre muligheder for at arbejde meget i perioder af skoleåret - og så udligne timerne, når der er mere ro på. Lærerne vil højst have en tre-måneders norm.
Musketered
Her til morgen står de øvrige fagforbund last og brast med lærerne.
- Lærernes arbejdstidsaftale er jo bare et symbol på presset på alle arbejdstidsaftaler. Sygeplejerskerne bliver også presset mere og mere på arbejdstiden. Vi støtter op om lærerne, fordi næste gang er det måske os, der bliver stillet i en lignende situation, siger Grethe Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.
Hun er også klar til langvarige forhandlinger i dag:
- Jeg har tæppe og tandbørste med.