Varetægtsfængslingen af to personer, der er sigtet i en sag om svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner, er blevet forlænget i fire uger.
Det oplyser Retten i Lyngby.
Den ene af de to personer er en tidligere medarbejder i Skat. Den anden er en udlandsdansker.
Sagen har forbindelse til den store sag om svindel med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner.
Ifølge sigtelsen har de to tilbage i 2007 bedraget Skat for 37,4 millioner kroner ved ulovligt at have søgt om udbetaling af udbytteskat på vegne af et selskab, der hører hjemme på den caribiske ø Dominica.
Anklagemyndigheden mener desuden, at den tidligere skattemedarbejder i samme forbindelse har modtaget 1,7 millioner kroner i løn fra 2006 til 2009, som han har undladt at betale skat og arbejdsmarkedsbidrag af. Derfor er han også sigtet for skatteunddragelse for cirka en million kroner.
Udlandsdanskeren er også sigtet for skatteunddragelse for 3,3 millioner kroner fra 2006 til 2009.
Da de to personer blev varetægtsfængslet i sagen den 23. og 26. maj, lød begrundelsen, at der var risiko for, at de sigtede på fri fod ville forlade landet for ikke at blive retsforfulgt.
Der er navneforbud i sagen, hvor begge nægter sig skyldige.