Tidligere medarbejder i Skat fængslet i ny sag om skattesvindel

Mistænkt i ny skattesag fik 1,7 millioner kroner i løn, som han ikke betalte skat af, viser sigtelsen.

De to sigtede i sagen om svindel med udbytteskat er varetægtsfængslede, fordi der er frygt for, at de stikker af, viser retsdokumenter. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

En tidligere medarbejder i Skat er blandt de varetægtsfængslede i den seneste sag om svindel med udbytteskat.

Det fortæller flere kilder til DR Nyheder, og retsdokumenterne understøtter oplysningen.

Den tidligere skattemedarbejder blev fængslet i et lukket grundlovsforhør lørdag den 27. maj.

Han er sigtet for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, idet politiet mener, at han sammen med en dansk-amerikaner har svindlet sig til at få refunderet udbytteskat for 37,4 millioner kroner i 2007.

Den tidligere medarbejder hos Skat er desuden sigtet for ikke at have betalt skat af en række indtægter på i alt 1,7 millioner kroner fra udlandet fra 2006 til 2009. Ifølge sigtelsen har han unddraget Skat for 867.203 kroner. Han er også sigtet for ikke at have betalt arbejdsmarkedsbidrag af indtægten.

Ifølge retsbogen fra Retten i Lyngby nægter den tidligere ansatte hos Skat sig skyldig i sigtelserne.

Hans formodede makker i sagen blev anholdt i Københavns Lufthavn tirsdag den 24. maj.

Af retsbogen fremgår det, at de to via et selskab i Commonwealth of Dominica har fået tilbagebetalt udbytteskat, som de ifølge sigtelsen ikke havde krav på.

Udover sigtelsen for groft bedrageri i forening med den tidligere medarbejder fra Skat, er dansk-amerikaneren også sigtet for to andre forhold, hvor bagmandspolitiet mener, at han har snydt i skat i fra 2006 til 2009. Dansk-amerikaneren nægter sig også skyldig i sigtelserne.

Begge de sigtede er varetægtsfængslet frem til den 19. juni.

Der er nedlagt navneforbud i sagen.