Danske Banks tidligere chefjurist Flemming Pristed er en af ti tidligere chefer i banken, der er sigtet af Bagmandspolitiet, bekræfter Flemming Pristeds advokat, Jens Christensen, over for Berlingske.
Sigtelserne lyder ifølge avisen på overtrædelser af hvidvaskloven. Tidligere er det blevet kendt, at også bankens tidligere topchef Thomas Borgen er sigtet.
Hverken Flemming Pristed eller advokaten har kommentarer til sigtelsen.
De ti sigtelser er en udløber af sagen om hvidvask gennem bankens estiske filial.
Ifølge Danske Banks egen undersøgelse flød op til 1500 milliarder kroner gennem afdelingen fra udenlandske kunder. Størstedelen af beløbet vurderes at være mistænkeligt.
Danske Bank bliver undersøgt af myndigheder i Danmark, Estland, Frankrig og USA, og banken er sigtet i Frankrig og Danmark.
Flemming Pristed fik i maj 2018 kritik som følge af en rapport fra Finanstilsynet.
Banken blev i december 2013 advaret af en intern whistleblower om aktiviteterne i bankens estiske filial.
Ifølge tilsynets rapport undlod blandt andre Flemming Pristed i 2014 at tage stilling til, om banken var forpligtet til at undersøge omfanget af mistænkelige transaktioner.
Derudover stod Flemming Pristed i spidsen for bankens samarbejde med Finanstilsynet, da tilsynet i 2017 og 2018 undersøgte sagen.
Flemming Pristed forlod banken i oktober sidste år.
/ritzau/