Et kommende telebryllup mellem Telenor og TeliaSonera bliver ikke til noget alligevel.
Det oplyser Telenor.
Selskaberne har ikke været i stand til at nå til enighed med EU Kommissionen om acceptable betingelser for at skabe en ny robust mobiloperatør, skriver Telenor i en pressemeddelelse.
- For at varetage begge selskabers interesse var det nødvendigt at handle nu. Telenor og Telia vil fortsætte med at konkurrere og levere produkter og services i det danske marked gennem vores oprindelige respektive fuldt operative selskaber, siger Kjell-Morten Johnsen, koncerndirektør og europachef i Telenor, i pressemeddelelsen.
Ville være bedre for kunderne
I december sidste år lød det ellers, at de to selskaber ville slå sig sammen og dermed få 3,5 millioner mobilkunder og en markedsandel på cirka 40 procent i Danmark.
Planen med fusionen var at give både private og erhvervskunder en bedre kvalitet, hastighed og dækning, men det har man altså nu droppet, da man har erkendt, at EU ikke vil godkende projektet.
Vestager oprettede sag
I april i år meddelte EU Kommissionen, at man ville se nærmere på fusionen.
Begrundelsen var en bekymring for, hvorvidt en fusion ville svække konkurrencen på det danske telemarked, oplyste kommissionen dengang til Ritzau Finans.
EU's danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, valgte efterfølgende i juni at åbne en sag mod Telenor og Telia. Og det er altså denne sag, som selskaberne nu har indset, de ikke kan vinde.