Teleanalytiker: Fusion vil gavne markedet

Det ville gavne konkurrencen, hvis Telia og Telenor får lov til at fusionere, fordi TDC fylder for meget på markedet i dag, vurderer analytiker. Teleselskabet 3 kan blive klemt.

Det svenske teleselskab Telia-Sonera og det norske ditto Telenor ønsker at fusionere i Danmark. Men det bliver ikke uden kommissionens monitorering.

Europakommissionens konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har i dag åbnet en sag mod de to telegiganter Telenor og Telia, fordi de to spekulerer i en snarlig fusion.

Kommissionens bekymring går på, at et ægteskab mellem Telia og Telenor vil forringe konkurrencen på det danske telemarked.

Det er Torben Rune, administrerende direktør i Netplan A/S, som leverer rådgivning indenfor IT og telekommunikation, ikke enig i:

- Vi mener, det er positivt. Telenor har aldrig fået fodfæste, og derfor gør de det. Og vi frygter, at hvis ikke de får lov til at fusionere, så kan de trække sig ud, og så vil vi stå med et meget stærkt TDC. Jeg tror faktisk, at det er den situation, der har skabt ønsket om en fusion, fortæller han, der har sendt lignende formulering i et høringssvar til Europakommissionen:

- Vi har sendt høringssvar om, at det er godt, fordi det vil give TDC mere konkurrence.

Fusionen udsat

At Margrethe Vestagers team i Bruxelles nu åbner en sag mod de danske telegiganters fusionsplaner betyder i udgangspunktet, at en dato for fusionen udsættes. Men Torben Rune tror nu nok, de skal få lov.

-  Det, at Vestager åbner en sag, betyder, at tidspunktet for hvornår de kan fusionere, det bliver udsat, siger han.

- Situationen er egentlig lidt pudsig, fordi de allerede har fusioneret deres fysiske netværk. Kabler og antenner er samlet, og det har myndighederne billiget. Det er ovenikøbet sådan, at den sendefrekvens, der blev tilovers, har de i fællesskab leveret tilbage til myndighederne. Så man har taget de tekniske skridt til fusion for flere år siden. Det har myndighederne sagt ok til.

Men nu er skridtet kommet til kunderne og den formelle konkurrence, og så er det, EU skal markere, at fusionen følges tæt:

- Det, EU går ind og blander sig i, er, at når de vil slå sig helt sammen om kunder og konkurrencer, så er det noget andet end selve netværket, siger Torben Rune.

3 Bliver klemt

Nok vil en fusion mellem Telia-sonera og Telenor skabe balance i forholdet til TDC. Men den fjerde store spiller, teleselskabet 3, kan få svære betingelser, hvis fusionen går igennem.

- Hvis de får lov at slå sig sammen, efterlader det 3 i en langt mere presset situation, end de er i dag. Nu konkurrerer de mod to selskaber, der er i nogenlunde samme størrelse. Det kommer til at forandre sig, siger Torben Rune.

- Det kender man også fra andre fusioner, og der kan man kompenseres ved, at man tvinger nogle af parterne til at sælge fra. Det er det, 3 argumenterer for i dag - at der skal sælges noget fra.

Mere indviklet

En fusion i Danmark vil skabe en indviklet situation, fordi de to selskaber i det øvrige Skandinavien konkurrerer mod hinanden, forklarer Torben Rune:

- Sagen er, at der er rigtigt mange virksomheder i de skandinaviske lande, der er repræsenteret i alle lande. Det bliver interessant at se, at hvis de kun bliver slået sammen i Danmark, hvordan de så vil reagere, når de bliver bedt om at lave et tilbud. Så skal de hver især give et tilbud i de forskellige lande, det bliver meget indviklet, siger han.

Overordnet vurderer han, at en fusion er god fordi, den vil give TDC modspil:

- Hvis de får lov at fusionere, så er der kun tre selskaber. Jeg tror bare ikke, at det er et problem, fordi TDC er så meget større i dag - hvis de andre bliver slået sammen, så bliver de ligeværdige. Det vil gavne markedet mere end i dag, hvor der flere ulige parter, siger Torben Rune.