Dansk Folkeparti er ikke i tvivl.
- Vi kommer ikke til at lovliggøre Uber, siger Kim Christiansen, som er partiets transportordfører, og fortsætter:
- Det, der foregår i Uber, er rendyrket pirattaxa og sort økonomi. Det er så ulovligt, som det kan blive.
Samme holdning har Socialdemokraterne:
- Hvis det er sådan, at moderselskabet ligger i skattely, og hvis det er sådan, at de chauffører, der kører, ikke har de tilladelser, der skal til for at køre taxa, og der måske heller ikke bliver betalt skat af deres løn, så synes jeg kke, det er noget, vi skal gøre lovligt, siger Rasmus Prehn, transportordfører for Socialdemokraterne.
LA: Kun fint at Uber bringer konkurrence
Udmeldingen kommer efter, at de første bilejere herhjemme er blevet sigtet for ulovlig taxakørsel, fordi de har transporteret kunder, der har brugt mobil-appen Uber.
Men Liberal Alliance er af en anden overbevisning. Partiets erhvervsordfører mener, at man i stedet for at straffe Uber burde ændre loven, så den kontroversielle - og populære - taxa-app bliver lovlig herhjemme:
- Lige nu har vi med en branche at gøre, som er reguleret fra ende til anden, og det går i sidste ende ud over forbrugerne i form af dyrere priser og ringere service. Det er kun fint, at et koncept som Uber bringer konkurrence i branchen, siger han.
Også de Radikale har tidligere talt for at ændre loven, så Uber kan operere lovligt i Danmark.
Minister har planer om at ændre loven
Transportminister Hans Christian Schmidt har planer om at ændre taxaloven, men han vil ikke sige, om han går ind for en lovændring, der hjælper eller modarbejder Uber.
Både Kim Christiansen og Rasmus Prehn er enige om, at taxaloven bør moderniseres.
- Der kan være en lang række områder, hvor vi kan modernisere taxaloven for at forbedre vilkårene i branchen, men Uber indgår ikke i de tanker, vi har, siger Kim Christiansen.
Rasmus Prehn bakker op:
- Der er ingen tvivl om, at vi skal have en lovgivning, som i højere grad matcher udviklingen med apps og delekørsel. Dét skal der være plads til. Men det er vigtigt, at chaufførerne kører på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og at der ikke snydes med skatten, siger han.
Der har længe været debat om, hvorvidt Uber er ulovlig herhjemme, men det står fortsat ikke klart.