Svindel-anklaget bagmand: Styrelse overhørte seks advarsler om fusk med luksusbiler

Mistænkt bagmand i stor svindelsag har tidligere været i søgelyset for snyd med bilafgifter, men trods advarsler greb myndighederne ikke ind.

Flere biler blev beslaglagt af politiet i den såkaldte Operation Greed-sag. Men også før den sag var den mistænkte hovedbagmand i søgelyset for snyd med bilafgifter i sit firma, der udlejede biler. (© Foto: Københavns Politi.)

Lige nu kører en historisk stor sag i byretten i København mod et netværk, der er anklaget for skattesvindel for 290 millioner kroner.

Men allerede før den sag var den mistænkte hovedbagmand igennem flere år også i søgelyset for regnskabsfusk og snyd med afgifter på luksusbiler.

Og selvom uafhængige revisorer seks gange advarede om ulovligheder i direktørens bil-handel, greb erhvervsstyrelsen aldrig ind, viser en aktindsigt.

- Med så mange åbenlyse overtrædelser af bogføringslov og momslov, så burde erhvervsstyrelsen i det her tilfælde have reageret overfor virksomheden, fastslår Claus Holm, der er professor ved Aarhus Universitet.

Bentley til 3,9 millioner kr.

Den mistænkte direktør udlejede luksusbiler af mærker som Bentley igennem sit firma Dan Lease, der tidligere havde navnet Brøndby Bilexpert.

Direktøren gik personlig konkurs i 2013, og her opdagede Kammeradvokaten en række ulovlige forhold i Dan Lease. Firmaet havde blandt andet snydt med afgifter på bilerne, og det fik Kammeradvokaten til at melde direktøren til politiet, dokumenterer papirer, DR Nyheder har fået aktindsigt i.

I årevis drev direktøren leasing af luksusbiler som denne Bentley. (© DR Nyheder.)

Men myndighederne var flere gange tidligere blevet advaret om ulovligheder i Dan Lease, viser en gennemgang af selskabets regnskaber. Seks gange skrev uafhængige revisorer i Dan Leases regnskaber, at firmaet snød med bogføringen.

Revisorerne skrev også, at selskabet ikke havde betalt moms og havde snydt med bilafgifter.

Alligevel greb Erhvervsstyrelsen aldrig ind over for Dan Lease, viser en aktindsigt til DR Nyheder.

Og det var ifølge eksperten en fejl, for styrelsen har ifølge loven pligt til at give påbud og politianmelde selskaber, der flere gange får anmærkninger i deres regnskaber om lovbrud.

- De skal reagere på væsentlige problemer hos virksomhederne i deres regnskaber. Og dermed også reagere på revisorernes advarsler, når det har sådan et omfang, som det har her, siger professor Claus Holm.

Forsvarer: Tiltalt nægter sig skyldig

Advokaten for den svindel-anklagede leasing-direktør vil ikke medvirke i et interview. Men han har tidligere forklaret, at hans erklærer sig uskyldig i den store svindel-sag.

Forsvarsadvokat Jakob Arrevad har tidligere udtalt, at hans klient nægter sig skyldig. (© DR Nyheder.)

- Han nægter at have deltaget i de ulovligheder, der er beskrevet i anklageskriftet, udtalte forsvarsadvokaten Jakob Arrevad.

Flere sager med kritik af myndigheder

Afsløringen af forløbet omkring Dan Lease er den seneste af en række sager, hvor myndighederne har undladt at skride ind overfor de senere tiltalte bagmænd i den såkaldte Operation Greed-sag.

I billedserien herunder kan du se billeder fra politiets beslaglæggelser i den såkaldte operation greed-sag.

  • Politiet beslaglagde blandt andet biler, ejendomme, kontanter og smykker ved aktionen i oktober 2017.
  • Politiet har beslaglagt 1,5 millioner kroner i kontanter. (Foto: © Københavns Politi)
  • På billedet her kan man se, at der også er beslaglagt en nøgle tilhørende luksus-bilmærket 'Bentley'. (Foto: © Københavns Politi)
  • Politiet har noteret, at der ligger 1,3 millioner kroner i plastikposen. (Foto: © Københavns Politi)
  • Otte luksusbiler er beslaglagt af politiet. Denne Mercedes er dog afleveret tilbage, efter den blev beslaglagt i oktober 2017. (Foto: © Københavns Politi)
  • Fem eksemplarer af Arne Jacobsens berømte designerstol 'ægget'. En ægget-stol koster fra ny mindst 40.000 kroner. (Foto: © Københavns Politi)
1 / 6

DR Nyheder har også afdækket, at Københavns Politi droppede en stor efterforskning mod den mistænkte hovedbagmand, netop som svindlen med skat og moms for de 290 millioner kroner ifølge anklageskriftet tog fart.

Samme person har også fået tildelt gældssanering og eftergivet en gæld på 114 millioner i Sø og Handelsretten, selvom der kørte politiefterforskning mod ham.

Og senest har Bagmandspolitiet erkendt, at det var en fejl, at de løslod en svindeldømt iraker under hans ankesag, selvom han havde fået en dom på tre år og udvisning. En uge efter hans løsladelse, gik han ud og lavede ny svindel i endnu større skala i Operation Greed-sagen, lyder påstanden i anklageskriftet.

Vicedirektør: Selskaber går under radaren

Hos Erhvervsstyrelsen forklarer vicedirektør Henning Steensig, at styrelsen tidligere ikke har haft resurser til at kontrollere alle selskaber. Men i stedet har de lavet stikprøver, hvor Dan Lease ikke blev opdaget.

- Naturligvis findes der selskaber, som går under radaren, når man ikke kontrollerer alle regnskaber. Og det kunne vi altså ikke. Det var kun en brøkdel af de regnskaber, vi fik ind, vi kunne kontrollere, så de har været heldige, siger Henning Steensig.

Har kontrollen været god nok, når sådan et selskab kunne slippe igennem? - Det kan man altid diskutere, det kommer an på, hvor mange resurser man sætter ind på det, siger vicedirektøren.

Et bredt politisk flertal har for nylig afsat flere penge til at sikre bedre kontrol med regnskabssnyd i fremtiden.

Ville det kunne ske i dag?

- Sandsynligheden for, det ville ske i dag,med de nye muligheder vi har, er meget lille. Vi har øget vores kontrolindsats ganske væsentligt, siger Henning Steensig.

Retssagen i den såkaldte Operation Greed-sag ventes først endelig afsluttet næste år.