Et hotelophold. En markant udvidelse af garderoben eller en god mulighed for at få hakket noget gæld af.
Det er overvejelser, man kan gøre sig, hvis man vælger at få sine resterende indefrosne feriepenge udbetalt.
Skattekisten med de i alt 56,4 milliarder kroner, som de danske lønmodtagere stadig har stående oven på ændringen i ferieloven, åbner nemlig i dag og klapper først i igen 31. maj.
Der er nemlig nu åbnet for, at du på borger.dk kan logge ind og bestille dine resterende indefrosne feriepenge.
Med andre ord: Du kan nu få dine to ugers feriepenge, som du ikke fik udbetalt i efteråret. Og hvis du ikke fik dine penge dengang, så kan du nu bestille alle dine fem ugers feriepenge.
Det er regeringens forventning, at danskerne kommer til at bestille 36 milliarder kroner før skat - 22 milliarder kroner, når skattefar har fået sin andel.
- Det vil i den næste tid komme en række af de erhverv, som har været hårdt ramt af krisen, til gode, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.
Det er ikke hele beløbet, for du kan nemlig også vælge at holde grabberne væk fra dine penge – de forsvinder nemlig ikke ud i den friske forårsluft af den grund.
I stedet vil fonden Lønmodtagernes Feriemidler investere dine feriepenge, som du vil få udbetalt, når du forlader arbejdsmarkedet.
Der vil gå op til 10 hverdage fra, du har bestilt pengene, til de er landet på din konto. Højst sandsynligt vil du dog have pengene inden for få dage.
Herunder kan du se, hvor meget du cirka vil kunne få udbetalt i feriepenge - før skat. Hvis du skal se dit præcise beløb, du har til gode, så skal du logge ind på borger.dk
Skal jeg have pengene udbetalt?
Hvis du virkelig har brug for dine feriepenge - til for eksempel at lappe et hul i økonomien - så skal du selvfølgelig få pengene ud.
Men hvis er mere i tvivl, så kan du gøre en konkret overvejelse, fortæller Louise Aggerstrøm, der er privatøkonom i Danske Bank.
- Det vigtigste er, at du skal overveje, om du har brug for pengene nu, eller om det er bedre, at du gemmer dem til din pensionsopsparing. Feriepengene skal jo ses som en del af pensionsopsparingen, så hvis du føler, at den skal polstres mere så lad feriepengene stå, sagde hun i forbindelse med udbetalingen af de første tre ugers feriepenge.
Hvis du vælger at fore dine lommer med dine optøede feriepenge, så har Per Ørtoft Jensen, der er partner og skatteekspert hos revisionshuset PwC, også et godt råd til, hvad du skal gøre dig af overvejelser.
Han fortæller, at du selvfølgelig kan støtte økonomien ved for eksempel at købe en ny cykel eller investere i sin bolig.
Det er dog en god idé at gøre sig yderligere én konkret overvejelse.
- Det er vigtigt at have for øje, om man har gæld som kviklån eller skattegæld. Hvis det er tilfældet, er det en god idé at nedbringe den, fordi det er simpelthen en meget dyr gæld at have, siger han i en pressemeddelelse.
Topøkonom: Udskyd udbetalingen
Det har i adskillige måneder været ventet, at de resterende feriepenge ville komme til udbetaling i marts i år.
Pengene skal først og fremmest være med til at give et økonomisk boost til de dele af erhvervslivet, der er hårdest ramt af coronakrisen.
Det vil altså sige, at det både er økonomernes og politikernes håb, at udbetalingen vil være kickstarten til en forbrugsfest, hvor de danske lønmodtagere kaster om sig med stakke af tusindkronesedler.
Sådan får du dine feriepenge
- •
Du skal gå ind via borger.dk/bestilferiemidler
- •
Log på med NemID
- •
Vælg ansættelsesforhold. Langt de fleste vil være lønmodtagere, men enkelte grupper vil skulle ansøge via en blanket
- •
Herefter kan du se, hvor meget du får udbetalt. Beløbet er før skat
- •
Bekræft en Tro & Love erklæring
- •
Tryk på ”Bestil feriemidler”
- •
Du får en kvittering, og pengene vil blive sat ind på din Nem-Konto
Tidspunktet i marts var heller ikke helt tilfældigt valgt. Det var nemlig håbet, at danskerne ville bruge nogle af pengene i påskeferien, hvor der er meget bedre tid til at shoppe amok.
Samtidigt var det håbet, at størstedelen af Danmark var genåbnet, så der reelt er steder at bruge pengene.
Det sidste er dog endt med at blive et problem. Hele Danmark er nemlig ikke åben endnu. Faktisk ganske langt fra.
Det fik en af landets førende økonomer til at komme med følgende skudsmål 27. februar, da restriktionerne netop var blevet forlænget endnu en gang.
- Det vil være hensigtsmæssigt, hvis feriepengene bliver udbetalt på et tidspunkt, hvor det meste af økonomien er åben, og der ikke er risiko for, at øget aktivitet i forretningslivet medfører mere smitte med risiko for yderligere nedlukning, sagde Michael Svarer, der er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet.
Opfordringen fik dog ikke beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til at vakle så meget som en millimeter.
- Vi har aftalt, at de her penge skal ud, så hurtigt som det er teknisk muligt. Men det er jo ikke sådan, at alle borgere går ind fra dag 1 og får dem udbetalt. Det sker over en længere periode, og derfor bliver forbruget også spredt, sagde han.
Opdateret klokken 12.40 med en kommentar fra Nicolai Wammen.