Skattekaos kan ende i gavebod til små skyldnere

Mens vi venter på EFI’s afløser, går Skat udelukkende efter de store skyldnere.

Skylder du i skat, kan du måske vinde i lotteriet, hvis du skylder tilstrækkelig lidt, og har trukket den tilstrækkeligt længe. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Skylder du Skat mindre end 2.500 kroner, så slipper du for at betale.

Det tyder alt i hvert fald på efter skatteministerens pressemøde her til formiddag. Her skitserede skatteminister Karsten Lauritzen en løsningmodel, der kan ende med at blive en mindre fest for skyldnere af småbeløb.

Efter at Skats kuldsejlede inddrivelsessystem EFI har fået dødsstødet, skal Skat manuelt gennemgå alle sager om inddrivelse. 74,2 milliarder skylder borgere og virksomheder Skat pt.

For at få dem hjem, skal der prioriteres, siger Karsten Lauritzen (V).

- Skal det give mening at gennemgå det manuelt, skal det være de store fordringer, siger ministeren.

2.500 årsværk spares

På pressemødet kom det frem, at Skatteministeriet kun forventer, at 19,4 ud af de 74,2 milliarder er lette at inddrive.

Derfor lufter Karsten Lauritzen en idé, der har været op tidligere; nemlig, at man helt dropper at inddrive beløb under 2.500 kroner.

- Skal man gennemgå de små beløb manuelt, skal man bruge et to-cifret antal tusinde nye medarbejdere, siger skatteministeren.

Mere præcist er der tale om 25.000 årsværk, står der i den rapport, som Skat har udsendt i dag.

Ro til oprydning

I stedet vil regeringen gå efter de store skyldnere.

Det skal blandt andet ske gennem en lovændring. I rapporten fremgår det, at regeringen vil fremsætte et forslag om, at store fordringer ikke kan forældes de næste tre år.

- For at give ro til oprydningsarbejdet, vil der i oktober 2015 blive fremsat et lovforslag om, at fordringer under inddrivelse ikke forældes de næste tre år, så Skat inddrivelse ikke som i dag skal bruge op mod 50 procent af sine sagsbehandlingsressourcer til forældelsesafbrydende aktiviteter, står der.

På den måde kan Skat i stedet anvende deres ressourcer på oprydningsopgaverne og på aktiv inddrivelse.

Ikke uden lov

Eftergivelsen af små beløb kan dog også være problematisk at gennemføre uden videre.

Det mener advokat og skatteekspert, Michael Bjørn Hansen, der fulgte pressemødet med ministeren.

- Grundloven foreskriver jo, at ingen skat kan udskrives, ophæves eller ændres, uden at det er ved lov. Og så kommer diskussionen af den vilkårlige grænse. Hvis jeg skylder 3000 kroner, skal jeg betale - men hvis du kun skylder 2.500 kroner, slipper du. Spørgsmålet er, om det er med til at genoprette tilliden til, at skattesystemet er rimeligt, spørger han retorisk.

Det fremgik ikke klart, hvilke typer udeståender, der kunne blive omfattet af 2.500 kroners-grænsen.

Men i princippet kan det både være parkeringsbøde, rest-skat, der ikke automatisk er indregnet i indkomstskatten og meget andet.