Det er slet ikke nok med 400 nye medarbejdere i Skat.
Det mener Jørgen Rise, der er formand for Dansk Told- og Skatteforbund, som organiserer størstedelen af Skats medarbejdere.
For at redde Skat har skatteminister Karsten Lauritzen i dag meddelt, at Skat ansætter 400 nye medarbejdere. 350 skal placeres i en ny manuel inddrivelsesenhed, mens 50 skal supplere udbytteområdet.
Det er dog for lidt, hvis problemerne i Skat skal løses, siger Jørn Rise.
- Det er da en begyndelse, men nu hvor vi kvitter et it-system og går tilbage til den manuelle inddrivelse, så skal der også være ligeså mange medarbejdere som dengang, siger han.
600 medarbejdere for lidt
"Dengang", som Jørgen Rise henviser til, er i 2005, da 2.000 medarbejdere manuelt stod for inddrivelse af danskernes gæld.
Længe inden det elektroniske inddrivelsessystem EFI kom.
- Jeg mener, at Skat bliver tildelt 600 medarbejdere for lidt. Vi skulle have været tilbage til udgangspunktet, siger Jørn Rønne, som også tidligere har udtrykt en voldsom kritik over for Skats mange nedskæringer.
Hjemsendte medarbejdere får en advokat
Tidligere fredag traf Skats direktør, Jesper Rønnow, en beslutning om at sende fire direktører og en personaleleder hjem.
Det skete i kølvandet på skandalesagerne om EFI og svindel med udbytteskat. Direktøren selv blev fredet af skatteministeren.
Jørn Rise ønsker ikke at gå ind i personalesager, men at han nu vil tage sig af dem.
- Vi tager jo vare på dem af vores medlemmer, som er sendt hjem, og giver dem en advokat. Nu går der egentlig bare vandtætte skodder ned, fordi de skal undersøges, lyder det.