Skat har afskediget for mange medarbejdere, og it-systemet EFI var allerede forældet, da det blev indført.
Det mener Jørn Rise, formand for Dansk Told- og Skatteforbund, efter det i dag blev meldt ud, at Skat har suspenderet automatisk inddrivelse af gæld med it-systemet.
EFI blev indført i 2013 efter flere forsinkelser, og siden har det i flere omgange mødt kritik.
- Der er ikke så meget at sige, andet end at det jo måtte komme før eller siden, siger Jørn Rise.
Suspenderingen kommer efter en rapport fra Kammeradvokaten, der slår fast, at Skat blandt andet opkræver gæld fra mennesker, der ikke længere skylder noget. Men ifølge Jørn Rise er det et problem, de har advaret om før.
Formand: Kan ikke overraske nogen
Han mener, at forsinkelserne inden systemet blev taget i brug betyder, at det allerede var forældet fra dag ét.
Ikke desto mindre blev det fra 2013 brugt til at automatisere inddrivelsen af gæld, og ifølge Jørn Rise, har det betydet, at ansatte måtte stoppe i Skat.
- Jeg er rigtig ked af, at jeg igennem år har set medlemmer blive afskediget som følge af den automatiserede inddrivelse, og nu virker det alligevel ikke, siger Jørn Rise.
Han kan dog ikke forstå, hvis det skulle komme som en overraskelse for Skat eller politikerne på Christiansborg, at systemet ikke fungerer optimalt.
- Politikerne bør kigge indad, når det handler om ansvaret her. Politikerne har været velinformerede omkring EFI fra Folketingets finansudvalg, fortæller Jørn Rise.
Vil have flere ansatte i Skat
Flere ansættelser er vejen frem, hvis inddrivelsen skal foregå optimalt, mener han.
- Man kan ikke blive ved med at spille hasard med Danmarks indtægter på den måde, man har gjort i mange år. Nu er man nødt til at sætte muskelkraft ind, siger Jørn Rise.
En rapport er på vej, som skal klarlægge hvilke funktionelle dele af EFI, der fungerer.
Derfra kan der ifølge Jørn Rise ses på, hvad der skal til af ekstra medarbejdere for at få inddrivelsen "på sporet".