Ti år med omfattende fyringsrunder og omrokeringer har sat sine spor på fagligheden i Skat.
- Medlemmerne siger til mig, at de opfatter, at de er blevet fagligt dårligere, siger Jørn Rise, formand for Told- og Skatteforbundet, til DR Nyheder.
Når højt specialiserede skattefolk bliver flyttet over til nye områder, så ryger der uvurderlig viden med i købet, forklarer han.
- Vi har haft turbulent mange flytninger. Og det er klart, at så skal der læres nye kompetencer op.
Samme melding kommer fra flere tillidsfolk i Skat, som medvirker i DR2-dokumentarserien "Skeletterne i Skat".
En af dem er fællestillidsmand Lene Høilund.
- Nogle føler, at der er en vis risiko for, at deres kompetencer næsten smadres. De kan ikke vedligeholde de gode kompetencer, de havde, siger hun.
Skattefolkene bliver bakket op af rådgivende skatterevisor Christen Amby, som gennem en årrække har fulgt Skat.
- Så har du langsomt nedbrudt hele det faglige miljø, og det der blev lagt vægt på i Skat, siger Christen Amby.
Skats direktør er enig i, at Skat mangler kompetencer på en række områder.
- Vi har simpelthen nogle ret store udfordringer på, om vi har de rigtige kompetencer de rigtige steder i vores organisation til at løse de opgaver, vi rent faktisk skal løse, siger Jesper Rønnow Simonsen.
Han mener, at det primært skyldes, at Skat kun ansatte meget få nye folk i perioden fra 2005 til 2013. Derfor er der planer om, at Skat skal ansætte flere højtuddannede i de kommende år.
Anden del af dokumentarserien "Skeletterne i Skat" bliver sendt i aften på DR2 klokken 22.00.