Vejrudsigten står enten på strålende solskin eller et skybrud af bøder for taxi-tjenesten Uber, der torsdag i denne uge påny bliver centrum i retslige opgør, denne gang i Østre Landsret.
Her har to chauffører anket deres bødestraffe, de ellers blev idømt ved byretten i København før sommerferien. Falder der domme i sagerne, kan regningerne begynde at hagle ned over alle de andre Uber-chauffører, der også er blevet præsenteret for et bødeforlæg af politiet.
I dag kan Fagbladet 3F så afsløre, at Uber-chaufførerne i Danmark i alt har kørt 56 millioner kroner ind i 2015. Blandt de mange chauffører, har en håndfuld markeret sig som særligt flittige.
Få tjener meget
Den flittigste person, har således tjent over 586.000 kroner før skat og før de 20 procent, som Uber tager i provision. Fire andre har tjent mere end 300.000 kroner - mens de 100 mest aktive, tjente mere end 170.000 kroner i gennemsnit, skriver magasinet.
Tallene stammer fra en aktindsigt i de dokumenter, Skat har modtaget fra de hollandske skattemyndigheder. Uber er registreret i Holland, og det er her, pengene fra de danske ture afregnes, inden chaufførerne modtager deres andel. Det er uvist, hvor mange af indtægterne, der er betalt skat af - men Skat er i gang med at skrive til de personer, der figurerer på listerne.
Retten: Det er ikke samkørsel
Før sommerferien fik seks Uber-chauffører ellers domme for at have overtrådt reglerne for erhvervsmæssig personbefordring, og blev idømt bøder på mellem 2.000 og 6.000 kroner for det, der populært kaldes pirattaxa-kørsel.
Heraf skal to sager for Østre Landsret torsdag. Dommen ventes dog ikke at falde med det samme.
Dengang lød forsvaret for de seks, at de havde bedrevet samkørsel, snarere end taxi-kørsel, men det afviste retten.
Tidligere i dag kom det frem, at både Enhedslisten og Dansk Folkeparti nu kræver handling, og Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti har sågar meldt ud, at pengene fra Uber-kørsel bør konfiskeres.
Uber-chauffører ramt af prisnedsættelser
For nylig meddelte Uber i Danmark, at selskabet nu vil nedsætte taksten for Uber-kørsel med 16 procent. Det fik for et par uger siden flere Uber-chauffører til at protestere og nedlægge arbejdet.
Dengang sagde formanden for foreningen af Uber-chauffører, Per Jakobsen til dr.dk at de nye priser reelt betød tab for chaufførerne, fordi passagertallet foreløbig ikke er steget.
Også i hjemlandet USA har chaufførerne demonstreret mod prisnedsættelser.
Ubers chauffører er selvstændige erhvervsdrivende, der selv lægger bil til - og bærer alle omkostninger. De betegner det som samkørsel, når de transporterer folk rundt.
Selskabet har været i strid modvind i flere europæiske lande, senest lande som Sverige og Tyskland, hvor Uber har måttet trække den kontroversielle UberPop-tjeneste af markedet efter domme som i Danmark.