USA fortsætter sin sabelraslen over for det iranske styre og indførte i mandags nye sanktioner mod Iran, som beskyldes for en lang række dårligdomme.
Sanktionerne er de hårdeste, som USA nogensinde har lanceret mod Iran og føjer flere end 700 mennesker, virksomheder, fartøjer og fly til den amerikanske sanktionsliste, deriblandt de største banker, olieeksportører og shippingselskaber.
Men ifølge en frisk analyse fra Danske Rederier lægger sanktionerne ikke låg på den iranske olieeksport, som er drivkraften bag Irans økonomi. Den rammer i stedet dansk og europæisk skibstrafik.
- For tiden er der stadig kunder til den iranske olie. Sagen er blot, at det ikke længere er europæiske, men iranske skibe, der flytter den, siger Jacob K. Clasen, der er direktør for erhvervspolitik og analyse i Danske Rederier.
- Vi kan se i tallene, at hvis sanktioner skal være effektive, så skal de vedtages i FN eller i hvert fald have opbakning fra verdens store økonomier, siger han.
Toppede på 25 procent
Iran lignede ellers en lækkerbisken for dansk søfart, da sanktionerne under den tidligere amerikanske præsident Barack Obama i 2015 blev løftet.
I 2016 til 2017 flyttede europæiske rederier tonsvis af iransk olie og fragtede på det højeste over 25 procent af olien fra Iran.
Nu er de europæiske rederier blevet verfet væk, efter at Donald Trump har genindført skrappe sanktioner mod præstestyret i Iran. Og det har blot skubbet olieeksporten over på andre hænder.
- I dag er mængderne af den eksporterede iranske olie stort set den samme, men vi har oplevet, at næsten alle europæiske rederier allerede har trukket sin sejlads fra Iran. Denne handel er i store træk blevet samlet op af den iranske tankflåde, siger Jacob K. Clasen.
Otte lande undtaget
Med mandagens runde af sanktioner har USA indført en olieembargo, der har til formål at stoppe al olieeksport fra landet.
Men otte lande er undtaget fra sanktionerne.
Det skyldes ifølge den amerikanske præsident, at et komplet stop ville tvinge oliepriserne i vejret. Iran er nemlig verdens sjettestørste eksportør af råolie.
- Vi har pålagt Iran de hårdeste sanktioner nogensinde. Men omkring olie vil vi gå lidt langsomt, fordi jeg ikke ønsker at drive oliepriserne i verden op, sagde Donald Trump mandag.
De otte lande, der er undtaget, er Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet.
I forvejen står Kina og Indien tilsammen for knap 50 procent af eksporten af olie fra Iran, mens olien i dag primært fragtes på iranske skibe og skibe chartret af Kina og Indien.
- Vi blander os ikke i, hvilke lande der skal sanktioneres, men vi opfordrer til, at der gøres alt for at samle bred international opbakning, når sanktioner indføres. Ellers er det i vores tilfælde kun skibene, der byttes rundt på, og ikke lasten, som hindres, siger Jacob K. Clasen.
'Sanctions Are Coming'
Et samarbejde om et byttehandelssystem uden om USA er i fuld gang. Det skal give mulighed for at fortsætte handel med Iran uden om det almindelige banksystem, som USA med de seneste sanktioner også har lagt på is.
Blandt andre EU, Rusland og Kina er i fuld gang med at udvikle et sådan byttehandelssystem.
Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, fortalte mandag, at nye sanktioner mod Iran er på vej.
Danske Rederier
- •
Danske Rederier er branche- og arbejdsgiverorganisation for dansk skibsfart.
- •
Shipping er Danmarks største enkeltstående eksporterhverv og mest globale sektor.
- •
Danmark har en af verdens største handelsflåder og eksporterer hvert år for omkring 200 milliarder kroner.