Et næsten barokt scenario udspillede sig i byretten den 26. april, hvor første kapitel af sagen mod seks Uber-chauffører udspillede sig.
Selv om der er tale som små bødesager i størrelsesordenen 5.000-7.000 kroner for pirattaxa-kørsel, havde et større sammenrend af tilskuere fra morgenstunden samlet sig på byrettens trappe, og gruppen af mennesker voksede sig hurtigt så stor, at sagen måtte flyttes til et større retslokale.
Heller ikke her var der plads til alle, og retsbetjentene måtte i al hast hente ekstra stole, så tilskuerne kunne sidde rundt omkring i retslokalet.
Nogenlunde samme scenario ventes i dag, hvor de sidste to af de seks bøde-ramte Uber-chauffører skal afhøres. De første fire blev afhørt i april, og her nægtede to af dem at udtale sig, mens to andre afgav forklaringer, præget af sproglige udfordringer og huller i hukommelsen.
Stærk interesse
Årsagen til den stærke interesse var ikke mindst, at Uber, der i Danmark fortsat driver den kontroversielle Uberpop-tjeneste, i stadigt stigende omfang har været genstand for en stadigt stigende intens debat.
Uberpop er den tjeneste, hvor private bilister udenom de vanlige godkendelser og licenser for taxi-kørsel, kan køre rundt med passagerer i deres egne private biler. Ubers rolle er mestendels at stå bag den app, der agererer taxacentral, taxameter og betalingsløsning.
Uber hævder selv, at der er tale om en samkørselstjeneste, som derfor ikke skal lave op til samme krav, som normale taxier skal.
Forkastet i flere lande
Dén udlægning har en stadigt stigende række af lande forkastet, og Uber har senest måtte trække sig fra lande som Frankrig, Tyskland og ikke mindst Sverige, hvor en stribe Uber-chauffører har fået bøder.
Her gav Uber for få uger siden op og droppede Uberpop-tjenesten, efter at 30 Uber-chauffører havde tabt sager ved første svenske retsinstans, tingsrätten og en enkelt også have tabt i næste retsinstans, hovrätten.
Det er uvist, hvordan Ubers strategi i forhold de danske sager tager sig ud, men i de fleste andre lande, har selskabet bedrevet en vedholdende kamp gennem retssystemet - og i Frankrig endte fronterne sidste år så skarpt, at politiet endte med at ransage Ubers Paris-kontor, alt i mens selv den den franske præsident begyndte at blande sig.
Bøder til direktørerne
Her blev to i direktører i forrige uge idømt delvist betingede bøder på henholdsvis 30.000 og 20.000 euro, mens Uber selv modtog en bøde på 800.000 euro.
Mens der ventes dom i de danske sager i dag, er det usikkert, om det faktisk også vil ske, eller om forsvaret trækker en kanin opad hatten, der kan ende med at kræve en retsdag mere.