Det kan jeg ikke huske. Det ved jeg ikke. Det husker jeg ikke.
Sådan lød det igen og igen, da de første fire Uber-chauffører i dag blev afhørt i Københavns byret, hvor de stod tiltalt for flere overtrædelser af færdselsloven og reglerne om taxakørsel. To af dem ville dog slet ikke udtale sig.
Dagen begyndte som en lidt rodet affære da forsvareren først krævede sagen ført som en domsmandssag - og dernæst forsøgte at få den udskudt. Efter adskillige pauser besluttede dommeren at acceptere kravet om at gøre sagen til en domsmandssag, men afviste at udskyde sagen yderligere.
Det blev den dog alligevel, da det viste sig at forsvareren for to af de seks Uber-chauffører havde andre planer for eftermiddagen. Disse to bliver først afhørt senere. Alle dagens afhørte fire nægter sig skyldige i at have kørt ulovlig taxakørsel.
De mange pauser og forvirring om sagen betød, at sagen, der skulle være begyndt klokken 9:30 først kom i gang klokken 13:30 - og kun med afhøringer af de første fire Uber-chauffører.
Uber sagde, det var lovligt
De to første kunne dog berette om stort set samme aktivitet - nemlig at de har kørt samkørsel via Uber-appen, hvor igennem de fik kunder og beregnede turens pris. Den første af de afhørte forklarede, at:
- Uber siger, at det ikke er ulovligt. Ellers turde jeg ikke køre. De sagde, at det er samkørsel og lovligt, så jeg kunne bare køre, lød hans forklaring.
Han kunne dog ikke huske præcist hvor Uber havde holdt informationsmødet, eller hvad der i øvrigt var blevet fortalt om.
Personen forklarede, at han er arbejdsløs, men betalte 40 procent i skat af indtægterne fra de få Uber-ture, han nåede at køre, inden han blev standset af politiet.
Uber har fra begyndelsen - og ikke kun i Danmark - hævdet, at deres aktiviteter ikke er taxakørsel, men derimod samkørsel, hvor passager og chauffør skal i samme retning og deles om udgifterne.
Kunne ikke huske så meget
Den anden tiltalte chauffør kunne heller ikke huske meget. Han kunne dog huske, hvor mange ture han havde kørt, hvor mange penge, han havde tjent, eller hvor længe, han havde været Uber-chauffør.
Personen fortalte også, at han - udover Uber-kørslen - er arbejdsløs, men røget ud af dagpengesystemet.
- Ubers kontor siger, at det ikke er ulovligt, forklarede han i retten.
Den politibetjent, der stoppede dagens anden Uber-chauffør, forklarede efterfølgende i retten, at der var et ikke-fastspændt barn i bilen, at personen ikke havde erhvervskørekort, og at køretøjet ikke var godkendt til taxakørsel.
Ville ikke sige noget
Afhøringen af dagens tredje Uber-chauffør blev en kort fornøjelse, da personen - en ung mand - nægtede at udtale sig om noget, udover enkelte generelle detaljer om hans liv. Det gav til gengæld ekstra taletid til den betjent, der havde stoppet Uber-chaufføren en nat i januar.
Betjenten forklarede, at personen ikke havde taxakørekort, og men gerne fortalte, at han var i gang med at køre en Uber-tur fra Jagtvej til Christianshavn.
Betjenten forklarede, at personen havde brug for at tjene nogle ekstra penge ved siden af en fodboldkarriere, og derfor kører Uber.
Heller ikke den fjerde Uber-chauffør ville afgive forklaring, at han arbejder som tolk og kokkelev. Han overlod dermed pladsen til den betjent, der havde stoppet ham.
Han forklarede, at personen forklarede at han havde kørt omkring 50 Uber-ture og havde tjent mindre end 5.000 kroner på det.
Sagen fortsætter med afhøringer af de sidste to chauffører den 17. juni.