Siden 1991 har 11 havvindmøller basket med vingerne i vandet ud for Vindeby på Lolland.
Havvindmølleparken var den første af sin slags i verden og gennem årene har havvindmøllerne leveret strøm til 2.200 husstandes forbrug. Men nu er det slut.
Dong Energy har besluttet sig for at skille møllerne ad og pille dem ned. Årsagen ligger i, at der ikke længere er god forretning i at drive havvindmølleparken videre.
I Dong glæder man sig imidlertid over de erfaringer, man har fået i Vindeby.
- Vindeby er i sandkassestørrelse sammenlignet med de gigantprojekter, der er i færd med at blive realiseret i Nordeuropa, men uden erfaringerne fra verdens første havmøllepark ville vi ikke have været, hvor vi er i dag, siger Leif Winther, der er ansvarlig for Dong Energys havvindmølleparker.lo
Havvindmøllerne i Vindeby har en kapacitet på 0,45 MW per mølle. Teknologien har sidenhen gjort store fremskridt, og i dag kan vindmølleproducenter levere havvindmøller, der kan producerer 8 MW per styk.
I hele havvindmølleparkens 25 år lange levetid har Vindeby Havvindmøllepark produceret 243 GWh strøm.
Det svarer til, hvad syv af nutidens største havmøller kan producere på et enkelt år. Havmøllerne ved Vindeby står 1,5 - tre kilometer fra land.
I dag bliver havmøller typisk meget længere fra kysten.
Når havvindmølleparken ved den engelske kyst Hornsea projekt 1 er bygget færdig vil møllerne til sammenligning stå 120 km fra land.
Jo længere man er ude på havet desto stærkere blæser vinden, hvilket betyder større mængder strøm.
I videoen ovenover kan du se en timelapse-video, der viser, hvordan det gik, da hovedet og vingerne - også kaldet nacellen i fagsprog - blev pillet ned på en af havvindmøllerne i Vindeby.
Fakta om nedtagningen
- •
Da møllerne ved Vindeby blev stillet op i 1991, blev de løftet på plads i ét stykke.
- •
Ved nedtagningen bliver vinger, nacelle og tårn blive afmonteret og taget ned enkeltvist af en mobilkran om bord på et jack-up-fartøj.
- •
Betonfundamenterne nedbrydes på stedet, primært ved hjælp af en hydraulisk betonsaks, og opsamles.
- •
Alle møllekomponenter og fundamenter bringes til land i Nyborg Havn.
- •
Her vil komponenterne i videst muligt omfang vil blive genanvendt som reservedele til andre møller.
- •
Nogle af vingerne vil indgå i et forskningsprojekt på DTU Risø, mens andre vil blive genanvendt i et innovativt koncept til støjafskærmning.
- •
Desuden får Energimuseet stillet en mølle til rådighed til udstilling. De komponenter, der ikke direkte kan genbruges, vil blive fragtet til et certificeret genindvindingsfirma.
- •
Kilde: Dong Energy