Næsten en hel uge er der gået uden officielle møder i Forligsinstitutionen om overenskomsterne for de offentligt ansatte.
Deadline for mæglingsforsøget nærmer sig, og der er ikke meget tid at løbe på. Sidste mulige mæglingsdag er tirsdag næste uge - herefter går der fem dage, og så kommer konflikten.
Hvad kan der ske de kommende dage? Her er fire muligheder.
1. Uventet udsættelse
Konflikten er allerede udsat én gang, og Forligsmanden kan udsætte den en gang mere i to uger.
Når man taler med forhandlerne på begge sider, så er der dog ikke mange, der sætter deres penge på denne mulighed. Her er der en forventning om, at de kommende dage er slutspillet, hvor Forligsmanden vil sætte ind med det pres på parterne, som nogen siger, at man ikke for alvor har følt endnu.
Forligsmanden begynder med kommunerne og regionerne onsdag og torsdag, som - indtil videre - er de eneste dage med indkaldte møder.
Mæglingspausen kan være blevet brugt af Forligsmanden på at forberede et eller flere mæglingsforslag på skrift.
Sådan en skitse er Forligsmandens bud på et aftalekompromis, hvor man møder hinanden på midten. Ikke alt har ligget stille i mødepausen - en række hemmelige møder har fundet sted - og det kan meget vel have handlet om at få afklaret præcise detaljer til brug i et mæglingsforslag.
En udsættelse vil give to uger mere til arbejdet, men vurderer Forligsmanden, at det ikke er tid, men vilje, der mangler hos parterne, så vil hun næppe fortsætte mæglingen.
2. Totalt sammenbrud
Forligsmanden har magten til at lægge mæglingsforslag på bordet og kræve svar fra parterne, men hun kan ikke tvinge parterne til at sige ja. Ryster de på hovedet over hele linjen, så får vi med stor sandsynlighed det totale sammenbrud: Musketer-konflikten vil være en realitet.
De offentlige lønmodtagere har som sande musketerer på tværs af stat, kommuner og regioner og hundredvis af vidt forskellige faggrupper blandet blod.
Deres fælles ed har omfattet lønstigninger, der matcher det private arbejdsmarked til alle, en ny aftale om arbejdstid for lærerne og garantier for at de statsansatte ikke mister retten til spisepause som en del af deres arbejdstid. Den yderste konsekvens af eden er, at man siger nej til et mæglingsforslag, hvis ikke alle disse ting er tilgodeset.
Ved et samlet nej vil Forligsmanden formentlig opgive mæglingsforsøget og lade den sidste fase i den danske model begynde, konflikten med strejke og lockout, der i så fald ventes at indtræde samtidigt. Det kan ske på femtedagen fra det tidspunkt, at hun meddeler om sammenbruddet.
Det betyder ikke, at skitsen til mæglingsforslaget bare krølles sammen og ender i papirkurven. Den er fortsat et helt centralt dokument. For afsluttes konflikten ikke ved parternes egen drift, men ved et lovindgreb fra Folketinget, så vil dette lovindgreb kunne tage udgangspunkt i mæglingsskitsen.
3. Musketererne splittes
Musketered eller ej, så forhandles der på en række adskilte områder med forskellige forhandlere ved bordene. Derfor kan man også vente mere end et enkelt mæglingsforslag, der kan komme flere forskellige.
Dermed er det også en reel mulighed, at der er forskellige svar fra lønmodtagerne. Nogle takker ja, andre siger nej. Musketereden må - mere eller mindre ærefuldt – ophæves, og vi styrer mod en mindre udgave af konflikten, hvor nogle faggrupper går i strejke og lockout, mens andre vender tilbage til hverdagen.
Forligsmanden har dog også en vis magt til at trække i modsat retning ved at sammenkæde mæglingsforslagene. Hvordan hun vil benytte denne magt - eller undlade at benytte den - er ikke kendt. Mæglingsstrategisk kan dette blive en af de mest afgørende ting i konfliktens videre forløb.
En ærefuld splittelse af musketererne kunne tage form af et aftalekompromis, der afslutter de aktuelle forhandlinger med resultater på de område, hvor man faktisk kan blive enige og dermed afblæser konfliktvarslerne - og man så laver aftaler om at man den kommende tid må foretage realitetsforhandlinger om de udestående knaster.
4. Medlemsjokeren
En sidste ting, der er værd at holde sig for øje er, at forløbet ikke er slut, før en aftale er stemt igennem hos lønmodtagerne.
Det, som topforhandlerne i fagbevægelsen kan nikke ja til, er udelukkende, at de vil tage mæglingsforslaget med til deres medlemmer, der så skal stemme om det.
Enorme kræfter er blevet lagt i at vække medlemmernes kamplyst gennem de seneste måneder. Den evige balance i overenskomstforløb for forhandlerne er at holde balancen – at sikre, at kamplysten ikke når et punkt, hvor forventningerne til de endelige resultat overstiger det realistisk mulige. At de mæglingsforslag, som man vender hjem med til afstemningen, kun kan skuffe.
I sidste ende er det medlemmerne, der afgør, om der bliver konflikt.