SAS-piloter går i strejke: Påvirker tusindvis af danskeres ferie

Ifølge SAS vil 200-250 flyvninger og 20.000-30.000 passagerer blive berørt, hver dag konflikten varer.

Forhandlinger i mæglingsinstitutioner i Norge, Sverige og Danmark førte til to udskydelser mellem parterne. Den seneste frist var i dag klokken 12. Men her var parterne ikke nået til enighed, og dermed er strejken nu en realitet.

Omkring 1.000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige går i strejke.

Det sker efter flere mislykkede forsøg den seneste tid på at nå til enighed mellem piloterne og SAS.

Det oplyser SAS' topchef, Anko van der Werff, på et pressemøde.

- Det er en rigtig dårlig nyhed for vores passagerer. Vi er knuste. Det skulle have været sommeren, hvor alle skulle rejse igen, siger van der Werff.

Piloterne er ansat i SAS' moderselskab, SAS Scandinavia, og havde varslet strejke på grund af utilfredshed med deres løn- og arbejdsbetingelser i SAS.

- Det er en dårlig dag for passagererne og en virkelig dårlig dag for SAS. Forhåbentlig bliver parterne klogere, for pengene fossede allerede ud af SAS' kasse, og de kommer til at fosse endnu mere ud, når flyene er parkeret. Det er man nødt til at finde ud af, ellers er SAS på vej direkte ind i en konkurs, hvis man ikke kan blive enige, siger Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, til DR Nyheder.

SAS har lavet en aftale med piloterne om, at de ikke strejker, før de er fremme ved deres hjemmebase. Det betyder, at der vil være nogle fly, som afgår i dag.

Men inden for 24 timer vil alle de berørte piloter være gået i strejke. Passagerer opfordres til at tjekke status på deres fly på SAS' hjemmeside.

Anko van der Werff holdt sig ikke tilbage med at kritisere piloterne for at vælge denne udvej.

- Vi har netop været igennem en forfærdelig pandemi. Vi har modtaget mange skattekroner, og det er derfor skammeligt, at det er måden, som piloterne betaler tilbage på for denne generøsitet og for landenes tålmådighed med selskabet, sagde han blandt andet på pressemødet ifølge norske NRK.

Passagerer skal tjekke afgange på hjemmesiden

Piloterne er utilfredse med, at SAS i stedet for at genansætte gamle SAS-piloter prioriterer at ansætte nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

- Kernen i den danske model er jo, at ledelse og medarbejdere forhandler sig frem til en aftale om løn- og arbejdsvilkår, og så overholder begge parter det. Men ledelsen i SAS har oprettet datterselskaber og brugt dem til at bryde de aftaler, de har indgået med deres egne medarbejdere. SAS vil ikke garantere, at de ikke vil gøre det igen. Det kan vi selvfølgelig ikke acceptere.

- Hvis SAS kan få lov til det, så frygter vi, det kan sprede sig til andre brancher på det danske arbejdsmarked. Derfor er den her konflikt vigtig for alle lønmodtagere i Danmark, og piloternes strejke er et forsvar for den danske model, siger forhandlingschef Keld Bækkelund Hansen fra Dansk Metal, som piloterne i Dansk Pilotforening er organiseret under

I lørdags skrev SAS på sin hjemmeside, at en eventuel strejke ville påvirke samtlige flyafgange, der drives af SAS Scandinavia.

Flyafgange, som drives af SAS Link, SAS Connect og SAS' eksterne partnere - Xfly, CityJet og AirBaltic - ville derimod ikke blive berørt af en eventuel strejke.

Ifølge SAS vil 200-250 flyvninger og 20.000-30.000 passagerer blive berørt, hver dag konflikten varer.

Norske NRK skriver, at strejken vil koste SAS mellem 80 og 100 millioner kroner. Hver dag.