Selv om de danske skattemyndigheder skulle få held med at vinde en række erstatningssager mod den britiske finansmand Sanjay Shah, så skal den danske befolkning ikke forvente, at der kommer penge tilbage til den statskasse.
Det fortæller Sanjay Shah, der er hovedbagmanden bag formodet svindel med dansk udbytteskat for 12,7 milliarder kroner, i et interview med Børsen. Interviewet er det første han har givet med et dansk medie i fire og et halvt år.
- Selv hvis jeg taber den civile retssag, og jeg er nødt til at aflevere alle mine penge, så vil de penge ikke en gang ende hos den danske befolkning. De vil gå til at betale advokater. Så vi er i en situation, hvor der med alle sagsomkostningerne betalt ikke vil være nogen penge tilbage, siger Sanjay Shah.
Udmeldingen kommer i anden del af interviewet med den britiske finansmand, som bor i Dubai med sin familie, imens Danmark forsøger at få nogle af de penge, som han er mistænkt for at have svindlet for med refusion af udbytteskat, tilbage i statskassen.
Af de 12,7 milliarder kroner, Danmark angiveligt er blevet svindlet for, har Sanjay Shahs selskaber medvirket til at få omkring ni milliarder kroner udbetalt, viser retsdokumenter.
Ligeledes foregår der en strafferetslig efterforskning, og tidligere i dag kunne Børsen fortælle, at Sanjay Shah er klar til at møde op ved en dansk domstol, hvis anklagemyndigheden beslutter at tiltale ham for milliardsvindel.
- Jeg ved, at det værste, der kan ske, er at jeg bliver smidt i fængsel i tre år, sagde han og slog samtidigt fast, at han ikke mener at have gjort noget ulovligt.
Var klar til at indgå forlig
En eventuel straffesag er dog ikke Sanjay Shahs eneste hovedpine. Lige nu er store dele af hans formue indefrosset, så han med egne ord har svært ved at betale skole- og elregninger.
Ligeledes vil de danske skattemyndigheder forsøge at få pengene tilbage ved de civile retssager, og den svindelmistænkte forretningsmand fortæller, at han allerede har brugt et tocifret millionbeløb i dollars på advokater.
Det burde dog ikke aldrig have endt med årenlange retssager og kæmpe millionregninger til advokater, mener Sanjay Shah.
I 2018 foreslog han nemlig ifølge eget udsagn den danske anklagemyndighed at betale 1,9 milliarder kroner, hvis de droppede sagen mod ham, fortæller han.
- Vi kunne have stoppet det hele. Vi kunne have opført os som voksne mennesker. Vi kunne have sagt ok, jeg vil betale jer nogle penge for at lade mig leve mit liv, siger Sanjay Shah, der fortæller, at den danske anklagemyndighed pure afviste forslaget.
Det danske bagmandspoliti, som efterforsker sagen, ønsker ikke at udtale sig til Børsen.
Til gengæld oplyser Skattestyrelsen i et skriftligt svar, at de ikke har fået noget forligstilbud fra Sanjay Shah.
- Såfremt Skattestyrelsen kontaktes af en modpart med ønske om at indgå forligsforhandlinger, vil Skattestyrelsen konkret tage stilling til, hvorvidt det i den foreliggende situation er fordelagtigt at indgå forlig samt på hvilke vilkår, skriver styrelsen til Børsen.
Det er de danske skattemyndigheders vurdering, at regningerne til advokater vil løbe op i 2,4 milliarder kroner for de mange retssager rundt omkring i verden. Tallet er dog behæftet med stor usikkerhed.
Statens advokat i sagen, Kammeradvokaten, forventer, at de civile søgsmål vil ende med, at mellem 5,5 og 6 milliarder kroner kommer tilbage til Danmark.
DR Nyheder har også forsøgt at få et interview med Sanjay Shah. Det har han afvist.