Sanjay Shah hev 'strengt fortrolige' dokumenter frem: 'En fuldt lovlig måde at udnytte smuthullet på'

Den svindeltiltalte fremlagde en 11 år gammel juridisk vurdering, der 'taler hans sag', forklarede Shah.

Sanjay Shah blev genafhørt i det meste af den 15. dag i retten.

På to måder var det en særlig dag for Sanjay Shah i Retten i Glostrup, hvor han sidder tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for ni milliarder kroner i refusion af udbytteskat mellem 2012 og 2015.

Først og fremmest var dagen særlig, fordi to af hans børn for første gang var til stede i retten, og de kom gående ind med deres far kort før klokken 9.15 og fik begge et klem på skulderen, inden Sanjay Shah satte sig ned ved siden af sine forsvarere.

Men det var også en særlig dag, fordi Sanjay Shah i dag havde et af de berømte mulige esser med i ærmet.

- Det er min opfattelse, at det her er en fuld lovlig måde at udnytte smuthullet på. Denne her legal opinion (juridisk vurdering, red) taler min sag, sagde han i retten.

Retssagen mod Sanjay Shah har indtil nu varet mere end tre måneder, og det var i dag 15. dag, at den britiske forretningsmand satte sig på anklagebænken.

Her var fronterne trukket op præcis, som de plejer. Anklagemyndigheden mener, at Sanjay Shah var hovedmanden i et nøje orkestreret svindelnummer, som har kostet de danske skatteydere mange milliarder kroner.

Briten mener derimod, at han blot har 'udnyttet et hul' i den danske skattelovgivning, og at han var fuldt berettiget til udbyttekompensationen.

Du kan læse mere om refusion af udbytteskat i grafikken herunder:

Advokatfirma fik igen en hovedrolle

Sanjay Shah har tidligere været afhørt over flere retsdage, men hverken anklageren eller forsvareren var færdige med at udspørge den 53-årige brite.

Derfor satte han sig endnu en gang i vidneskranken og svarede på spørgsmål. Og da hans forsvarer, Kåre Pihlmann, fik ordet, blev endnu et af Sanjay Shahs forsvarsværker blotlagt.

Briten fremlagde nemlig en såkaldt 'legal opinion' - altså en slags juridisk vurdering, der ifølge Sanjay Shah 'talte hans sag'.

Hvordan har du fået fat i de her vurderinger?, spurgte hans forsvarer.

- De her juridiske vurderinger blev fremlagt af Skats advokater ved det civile søgsmål i London - altså min sag, sagde Sanjay Shah.

Her refererer Shah til en civil retssag i London, hvor briten sammen med en række andre personer og selskaber er blevet stævnet for omkring 12 milliarder kroner af det danske skattevæsen.

Det er udbyttet for den selvsamme formodede svindel, som risikerer at sende ham mange år bag tremmer i Danmark.

Det interessante ved den juridiske vurdering er, at den blev lavet af det nordiske advokatfirma Hannes Snellman.

Det er ikke første gang, at navnet på det advokatfirma dukker op i retssagen mod Sanjay Shah.

Det var nemlig danske advokater hos netop Snellmann, som i både 2013 og 2014 foretog en vurdering af Sanjay Shahs handelsstruktur.

En handelsstruktur, der endte med, at der blev hevet milliarder af kroner op af den danske statskasse gennem selskaber i Malaysia og små pensionsselskaber i USA.

Men den vurdering var ikke det papir værd, den var lavet på, hvis man spørger sagens anklagere.

20. marts fremlagde de nemlig i retten flere belastende e-mails og fremlagde dokumenter, der viste, at Hannes Snellman ikke fik hele sandheden at vide, inden de lavede deres juridiske vurdering af Sanjay Shahs handelsstruktur.

Nu blev Hannes Snellman dog igen hevet frem. Advokatfirmaet rådgav nemlig et britisk selskab i 2013 - ligeledes om refusion af udbytteskat.

Dokumenterne i det, der altså hedder en legal opinion, er alle mærket 'strengt fortrolige', og er skrevet i et svært juridisk sprog. Store dele af vurderingen blev læst op i retten i dag af forsvarsadvokat Kåre Pihlmann.

Ifølge Sanjay Shah blåstempler Hannes Snellman i dokumenterne den metode, som Sanjay Shah har brugt til at hive milliarder af kroner op af den danske statskasse.

- Anklagerne har sagt, at det var deres job at vise, at de malaysiske selskaber og de amerikanske pensionskasse ikke modtog noget udbytte direkte fra de danske selskaber.

- Det har jeg ikke bestridt. For mig er det eneste det drejer sig om er, hvordan man behandler udbyttekompensation. Denne her legal opinion taler min sag, sagde Sanjay Shah.

I retten fremgik det ikke hvem fra advokatfirmaet, der havde lavet vurderingen til det britiske selskab.

Anklager: I havde fået noget andet at vide

Sagens anklagere var ikke enige i, at den juridiske vurdering til det britiske selskab stillede sagen mod Sanjay Shah i et andet lys.

Anklager Anders Møllmann spurgte retorisk, hvornår Sanjay Shah havde fået adgang til den vurdering. Det svar var som tidligere nævnt i april i år.

Derfor ville han gerne vide, hvordan Sanjay Shah og Solo Capital kunne have brugt vurderingen, når han ikke kendte til dens eksistens, da den formodede svindel foregik.

- I havde jo selv fået lavet en juridisk vurdering, hvor der stod noget andet, sagde Anders Møllmann.

Sanjay Shah satte sig dog aldrig indgående ind i sagen og læste aldrig de juridiske udtalelser, fortalte han.

Han havde fuld tillid til sine medarbejdere.

- De læste dokumenterne og sendte mig en tommel op til det, sagde han.

Retssagen mod Sanjay Shah fortsætter på fredag, og der ventes dom i september. Briten har under hele sagen nægtet sig skyldig i alle anklager, men risikerer op til 12 års fængsel, hvis ikke retten køber hans forklaring.